En mindre gruppe af især svage ældre har faktisk reel grund til at være utilfredse. De har mistet overblikket i sundhedsvæsenet og får ikke hjælp til deres forløb, skriver Jakob Bigum Lundberg, der er sundhedsdirektør i Næstved Kommune og medlem af FSD’s hovedbestyrelse, i dette debatindlæg i Politiken Sundhed.Der er meget at glæde sig over i sundhedsvæsenet. Det gælder, hvad enten vi snakker om sygehusene, de praktiserende læger eller kommunerne. Langt de fleste brugere oplever at få en hurtig og kvalificeret hjælp, og udviklingen går i den rigtige retning.Sundhedsvæsenet er på mange måder et kinderæg, der kaster flere gode ting af sig. For det første specialiseres sygehusene. Det er godt, for ingen kan alt, men øvelse gør mester. For det andet så reduceres indlæggelsestiderne. Det er godt, for langvarige ophold i sygehussengen er der ikke meget positivt at sige om. Så når en patient i dag henvises til effektive kræftpakkeforløb, så er det yderst fornuftigt.For det tredje, så lever vi alle længere. Det skyldes nye og forbedrede behandlingsmetoder, og til dels, at flere af os nu ryger mindre og motionerer mere. Selvom vi – indrømmet – ikke har knækket den sociale ulighed, er det en meget velkommen udvikling. Så hvad er problemet?

Hjælp jeg har mistet overblikket!

En ny stor undersøgelse fra Indenrigs- og Socialministeriets Benchmarkingenhed i begyndelsen af oktober viste, at op imod tre fjerdedele af de ældre i Danmark er tilfredse med deres behandlingsforløb på tværs af sektorerne. Det er godt at få slået fast og bør mane mange myter i jorden. Tak for det. Men undersøgelsen viste også, at der er et mindretal, som ikke er tilfredse, og op imod ti procent er decideret utilfredse.Det kan der selvfølgelig være mange – sikkert også urimelige grunde til. Men min påstand er, at en mindre gruppe af især svage ældre faktisk har reel grund til at være utilfredse. De har mistet overblikket i sundhedsvæsenet, og får ikke hjælp til deres forløb.Baggrunden skal findes i, at de svage ældre, der i dag også lever længere, gør det med de skavanker og forskellige kroniske sygdomme, der støder til i livet. De mister lettere overblikket og bliver forvirrede. Der kan måske være en begyndende demens. Når disse ældre møder det behandlende sundhedsvæsen og udskrives eller genudskrives fra sygehuset, så er medicinkortet ofte endnu ikke blevet opdateret for slet ikke at snakke om epikrisen, som først modtages flere dage senere.Hjemkomsten fra sygehus bliver langt fra optimal. Det ærgrer mig, men det er ikke sjældent, at kommunale sygeplejersker bruger mellem to og fire timer på at hitte rede i hvilken medicin, der skal doseres, og herefter hvilken opfølgende behandling, kontroller, etc. borgeren skal have – og på hvilke sygehusafdelinger, ambulatorier og speciallæger det så skal finde sted, og hvornår og hvordan det nu passer sammen med de andre kroniske sygdomme, som også fortsat skal behandles.Alle brikker i puslespillet kan være svære at overskue, især når man er fyldt 87. Sideløbende skal man måske til kommunal genoptræning, og man skal måske have et eller flere hjælpemidler, men er det nu kommunen eller sygehuset, jeg skal spørge? Hvad kan jeg få hjælp til kørsel til, og fik jeg nu genoptaget kommunal levering af mad, og hvad med den tid hos øjenlægen for grå stær jeg fik inden indlæggelsen? Hvordan kommer jeg på apoteket, og kan de hjælpe med oprydningen i de tidligere recepter? Sker det automatisk, eller er det min egen læge, jeg skal spørge?

Alle gør deres bedste, men…

Min pointe er, at alle forskellige professionelle såmænd vil det bedste, og det virker godt for de fleste. Men der er en gruppe af svage ældre, især dem i eget hjem, som vi ikke taler meget om, men som ofte føler sig fortabt i et opdelt og specialiseret sundhedsvæsen.Resultatet bliver, at de ikke kan overskue alle de mange praktiske gøremål sammen med en følelse af manglende ansvar og sammenhæng indenfor og på tværs af sektorer omkring forløbet. Hvem kan hjælpe mig med at forstå og hjælpe mig med det praktiske?Hvis ikke man har stærke pårørende, der kan hjælpe med at holde styr på kalenderen eller køre en til undersøgelser, bevare overblikket og høre med, hvad lægen siger, så bliver man hurtigt fortabt.

Vi skal lytte til brugerne og tilbyde støttende hjælp

På sygehusene findes patientvejledere, den praktiserende læge er tovholder, og i kommunerne har vi forebyggende hjemmebesøg. Men ingen sektor har mulighed for at fylde rollen tilstrækkeligt eller være praktisk gris eller støtteperson ud i et samlet forløb på tværs af sektorer. Kan vi omfordele rollerne og bruge vores ressourcer bedre? Vi har behov for at afprøve nye løsninger.Vi skal lytte til og tilbyde de ældre en hjælp, de reelt føler, er til for dem. De digitale muligheder skal naturligvis bruges, men en ny app gør det ikke alene. Der er behov for at have løbende kontakt og kontaktmulighed med et professionelt menneske med indsigt i sundhedsområdet. En som kan hjælpe med at planlægge og overskue aftaler, følge op på dem og være tovholder på det samlede forløb – uden at vedkommende overtager behandleransvaret, men sådan at sammenhængen sikres både indenfor og på tværs af sektorerne.Det kræver sikkert fagligt uddannede medarbejdere og afgrænsninger i forhold til behandleransvaret, men det må vi finde ud af. Endelig bør de frivillige og foreningerne også tænkes ind i nye løsningsmodeller med den tid og autencitet, som kun de kan levere.Måske er det en opgave for de private fonde, måske er det satspuljemidler, der skal til, for at vi kan udvikle og afprøve nye løsningsmodeller. Men hvis vi skal skabe en reel oplevelse af et sammenhængende sundhedsvæsen for svage ældre uden stærke pårørende, skal vi i gang nu – sammen!

Læs indlægget i Politiken Sundhed her