Julehåbet findes i decentraliseringen af sundhedsvæsenet
Af Jakob Bigum Lundberg, direktør i Næstved Kommune
og formand for Kommunale Velfærdschefer
Seneste nyt
Få vores nyhedsbrev
En gang om måneden udsender vi et nyhedsbrev med seneste nyt fra hovedbestyrelsen, for eksempel om årsmødet, debatindlæg m.m.
Nedtælling til Årsmøde 2024
Bliv medlem
Som medlem af Kommunale Velfærdschefer får du adgang til et netværk af kolleger både lokalt via din kreds i foreningen og nationalt, for eksempel til vores årsmøde.
En samtale med en sygeplejelev på en akutplads i kommunen tændte mit julehåb. Jeg så et glimt af et sundhedsvæsen, som finder konkrete veje i samarbejdet om behandlingen til gavn for både patienter og medarbejdere – og så aflaster det sygehusene, skriver formanden for kommunale velfærdschefer i dette debatindlæg.
Kritiske historier om forhold på plejecentre er vi alle efterhånden på fornavn med. Og der skal nok komme flere, når man tænker på, at vi har tæt på 1.000 plejecentre i Danmark. Derudover har vi så langt øjet rækker udsigt til mangel på medarbejdere de kommende år. Plus den demografiske udvikling, hvor de mange kommende ældre får de kommunale budgetter til at vakle gevaldigt.
Bekymringer og problemer mangler ikke i ældreplejen. Så hvordan kan det være, at vi på nogen måde tør sætte vores lid til, at det er i det nære sundhedsvæsen og dermed også ældreplejen, at vi skal finde svar på det regionale sundhedsvæsens tilsvarende store problemer med manglende medarbejdere, udskudte operationer og aflåste sengeafsnit? Hvor er håbet?
Selvom julen nærmer sig nu, kan det være svært at få øje på lyset i mørket.
Julehåbet bor på en akutplads
Men: Jeg fandt det faktisk for et par uger siden, da jeg drog ud på akutpladserne her i Næstved Kommune. Jeg mødte nemlig en sygeplejestuderende, som jeg fik en snak med og det gjorde mig klogere. Hun begyndte med at fortælle, at de 24 akutpladser var et godt sted at lære, for i modsætning til tidligere praktikker på sygehusafdelinger oplevede hun, at her var der tid til at blive fagligt udfordret – på den gode måde. De fastansatte sygeplejersker og lederen var bevidste om at give hende faglige opgaver i rette tid og tempo: »Så skal der anlægges et venflon«, »så starter vi intravenøs behandling«, »så skal sonden anlægges,« osv. Aldrig alene, og hvis det ikke går i første omgang, så prøver vi igen.
Selvom julen nærmer sig nu, kan det være svært at få øje på lyset i mørket.
Jamen, jamen, indvendte jeg. Selvom personalemanglen måske er en anelse mindre her, er de faglige udfordringer så ikke meget større på en sygehusafdeling? Jo, det kan de være, anerkendte hun. Men tænk så lige på det her: Vi har et tæt partnerskab med det regionale sundhedsvæsen på akutpladserne. Det betyder konkret, at borgere i forværret tilstand ofte kan undgå en belastende indlæggelse, for nu går vi stuegang med en iPad, hvor vi har en læge fra Region Sjællands e-hospital med rundt på skærmen. Bagefter kan vi tage de nødvendige blodprøver, vi har adgang til den ordinerede medicin fra det nybyggede regionale depot her på stedet, og retter patienten sig ikke, kan vi fortsat indlægge hurtigt.
Samarbejde erstatter indlæggelse
Og nej, der må ikke være tvivl om kvaliteten af behandlingen. Derfor ligger behandlingsansvaret entydigt hos e-lægen. Men på denne måde kan vi i mange tilfælde erstatte en indlæggelse på sygehus. Det betyder, at vi ikke længere skal se den ældres funktionsniveau falde et eller flere trin for hver eneste tur ind på sygehuset og tilbage igen. De ældre er glade, de pårørende er glade, og medarbejderne får lov at udvikle og bruge deres kompetencer.
På fælles skolebænk underviser regionens sygeplejersker kommunens medarbejdere, og det betyder, at sygeplejersker, social- og sundhedsassistenter og andre i det nære ikke risikerer at uddanne sig ‘ud’ af jobbet, som det ofte er set.
Den snak med den pågældende sygeplejestuderende i Næstved gjorde mig oprigtigt glad. Men pointen er i virkeligheden, at det her er ikke et enestående tilfælde. I andre kommuner og regioner prøver man andre løsninger af med det samme fælles mål om at undgå indlæggelser og i stedet hjælpe borgeren allerhelst i eller i hvert fald så tæt på eget hjem som muligt.
Og det at udvikle fælles mål, der tager udgangspunkt i, hvad der er bedst for borgeren, kan virkelig få kraft, når vi husker at indtænke, at medarbejdere skal kunne udvikle og bruge deres faglighed. Og i, at de nye digitale muligheder for samarbejde skal anvendes konkret og praktisk samt i, at den ledelsesmæssige vilje og opbakning skal være til stede. Og det er lige her, jeg får øje på julehåbet.
Selv uden røgelse og myrra går det
De nye sundhedsklynger, som så dagens lys tidligere i år, vil forhåbentlig skubbe på den udvikling.
På den ene side kan man også godt være bekymret for, om vi nu har skabt flere domkirker end godt er, fordi vi jo også stadig har regionale sundhedsaftaler, der kan optage vores tid. Men jeg tror faktisk, at vi har en god chance for at se konkrete krav om og forslag til handling, når de vise borgmestre og regionsrådsformænd sætter sig sammen om bordet.
Vi har ikke megen røgelse eller myrra med fra start, men vi skal nok komme i gang. En lille dreng i en krybbe kan som bekendt starte en stor bevægelse.
God jul.
Julehåbet findes i decentraliseringen af sundhedsvæsenet
Af Jakob Bigum Lundberg, direktør i Næstved Kommune
og formand for Kommunale Velfærdschefer
En samtale med en sygeplejelev på en akutplads i kommunen tændte mit julehåb. Jeg så et glimt af et sundhedsvæsen, som finder konkrete veje i samarbejdet om behandlingen til gavn for både patienter og medarbejdere – og så aflaster det sygehusene, skriver formanden for kommunale velfærdschefer i dette debatindlæg.
Kritiske historier om forhold på plejecentre er vi alle efterhånden på fornavn med. Og der skal nok komme flere, når man tænker på, at vi har tæt på 1.000 plejecentre i Danmark. Derudover har vi så langt øjet rækker udsigt til mangel på medarbejdere de kommende år. Plus den demografiske udvikling, hvor de mange kommende ældre får de kommunale budgetter til at vakle gevaldigt.
Bekymringer og problemer mangler ikke i ældreplejen. Så hvordan kan det være, at vi på nogen måde tør sætte vores lid til, at det er i det nære sundhedsvæsen og dermed også ældreplejen, at vi skal finde svar på det regionale sundhedsvæsens tilsvarende store problemer med manglende medarbejdere, udskudte operationer og aflåste sengeafsnit? Hvor er håbet?
Selvom julen nærmer sig nu, kan det være svært at få øje på lyset i mørket.
Julehåbet bor på en akutplads
Men: Jeg fandt det faktisk for et par uger siden, da jeg drog ud på akutpladserne her i Næstved Kommune. Jeg mødte nemlig en sygeplejestuderende, som jeg fik en snak med og det gjorde mig klogere. Hun begyndte med at fortælle, at de 24 akutpladser var et godt sted at lære, for i modsætning til tidligere praktikker på sygehusafdelinger oplevede hun, at her var der tid til at blive fagligt udfordret – på den gode måde. De fastansatte sygeplejersker og lederen var bevidste om at give hende faglige opgaver i rette tid og tempo: »Så skal der anlægges et venflon«, »så starter vi intravenøs behandling«, »så skal sonden anlægges,« osv. Aldrig alene, og hvis det ikke går i første omgang, så prøver vi igen.
Selvom julen nærmer sig nu, kan det være svært at få øje på lyset i mørket.
Jamen, jamen, indvendte jeg. Selvom personalemanglen måske er en anelse mindre her, er de faglige udfordringer så ikke meget større på en sygehusafdeling? Jo, det kan de være, anerkendte hun. Men tænk så lige på det her: Vi har et tæt partnerskab med det regionale sundhedsvæsen på akutpladserne. Det betyder konkret, at borgere i forværret tilstand ofte kan undgå en belastende indlæggelse, for nu går vi stuegang med en iPad, hvor vi har en læge fra Region Sjællands e-hospital med rundt på skærmen. Bagefter kan vi tage de nødvendige blodprøver, vi har adgang til den ordinerede medicin fra det nybyggede regionale depot her på stedet, og retter patienten sig ikke, kan vi fortsat indlægge hurtigt.
Samarbejde erstatter indlæggelse
Og nej, der må ikke være tvivl om kvaliteten af behandlingen. Derfor ligger behandlingsansvaret entydigt hos e-lægen. Men på denne måde kan vi i mange tilfælde erstatte en indlæggelse på sygehus. Det betyder, at vi ikke længere skal se den ældres funktionsniveau falde et eller flere trin for hver eneste tur ind på sygehuset og tilbage igen. De ældre er glade, de pårørende er glade, og medarbejderne får lov at udvikle og bruge deres kompetencer.
På fælles skolebænk underviser regionens sygeplejersker kommunens medarbejdere, og det betyder, at sygeplejersker, social- og sundhedsassistenter og andre i det nære ikke risikerer at uddanne sig ‘ud’ af jobbet, som det ofte er set.
Den snak med den pågældende sygeplejestuderende i Næstved gjorde mig oprigtigt glad. Men pointen er i virkeligheden, at det her er ikke et enestående tilfælde. I andre kommuner og regioner prøver man andre løsninger af med det samme fælles mål om at undgå indlæggelser og i stedet hjælpe borgeren allerhelst i eller i hvert fald så tæt på eget hjem som muligt.
Og det at udvikle fælles mål, der tager udgangspunkt i, hvad der er bedst for borgeren, kan virkelig få kraft, når vi husker at indtænke, at medarbejdere skal kunne udvikle og bruge deres faglighed. Og i, at de nye digitale muligheder for samarbejde skal anvendes konkret og praktisk samt i, at den ledelsesmæssige vilje og opbakning skal være til stede. Og det er lige her, jeg får øje på julehåbet.
Selv uden røgelse og myrra går det
De nye sundhedsklynger, som så dagens lys tidligere i år, vil forhåbentlig skubbe på den udvikling.
På den ene side kan man også godt være bekymret for, om vi nu har skabt flere domkirker end godt er, fordi vi jo også stadig har regionale sundhedsaftaler, der kan optage vores tid. Men jeg tror faktisk, at vi har en god chance for at se konkrete krav om og forslag til handling, når de vise borgmestre og regionsrådsformænd sætter sig sammen om bordet.
Vi har ikke megen røgelse eller myrra med fra start, men vi skal nok komme i gang. En lille dreng i en krybbe kan som bekendt starte en stor bevægelse.
God jul.