Seneste nyt
Få vores nyhedsbrev
En gang om måneden udsender vi et nyhedsbrev med seneste nyt fra hovedbestyrelsen, for eksempel om årsmødet, debatindlæg m.m.
Nedtælling til Årsmøde 2024
Bliv medlem
Som medlem af Kommunale Velfærdschefer får du adgang til et netværk af kolleger både lokalt via din kreds i foreningen og nationalt, for eksempel til vores årsmøde.
Udfordringerne, kritikken og bud på pejlemærker og løsninger for ældreplejen snubler over hinanden i disse år. Set med kommunale velfærdsbriller er vi langt fra en korrekt diagnose og dermed en bæredygtig behandlingsplan for en kommunal ældrepleje i verdensklasse også om 10 år.
Dette debatindlæg er oprindeligt udgivet på sundhedsmonitor.dk
Danmark har verdens bedste kommunale ældrepleje. Eller har vi …?
Faktum er, at statsministeren allerede i sin nytårstale 1. januar 2022 varslede et vidtgående tiltag på ældreområdet: At vi starter helt forfra og formulerer en kort og præcis ældrelov.
Spørgsmålet om hvordan vi får verdens bedste ældrepleje er på ingen måde enkelt at besvare, men vi vil her gøre forsøget.
Vi ligger inde med afgørende viden om det sted, hvor syge mennesker opholder sig allermest – nemlig i deres eget hjem.
Vi vil også forklare, hvorfor vi ikke mener, at hverken den diagnose eller behandling, politikerne har lagt frem, giver os de løsninger, vi har brug for, hvis vi vil skabe verdens bedste kommunale ældrepleje.
Skal spille kort med de ældre
Efter nytårstalen blev et rådgivende panel og tre ekspertgrupper nedsat for at forberede arbejdet med en ny ældrelov. Da resultatet blev præsenteret i september 2022, konstaterede daværende social- og ældreminister Astrid Krag (S), at vi ikke har den ældrepleje i dag, som de ældre fortjener.
’Ansvar for Danmark’ – grundlaget for SVM-regeringen – adresserer velfærdsområdets udfordringer og lancerer Velfærd 2.0 med ønsket om at frisætte den offentlige sektor, bl.a. så social- sundhedsmedarbejderen får tid til at spille kort med de ældre og for at gøre plejehjem til mere et hjem end en institution.
Frisættelsen starter på ældreområdet, bebuder regeringsgrundlaget, som uddyber med følgende pejlemærker: Reel selvbestemmelse, udvide det frie valg, mere frihed til at bo som de ældre ønsker, større kontinuitet i plejen og farvel til unødigt bureaukrati og kontrol.
Så langt, så godt. Som velfærdschefer er vi på ingen måde uenige i disse relevante og gode intentioner for at udvikle ældreområdet. Men det er altid bedst at stille den rette diagnose før, man ordinerer medicinen. Derfor spørger vi: Hvilken tilstand står ældreområdet aktuelt i, og hvilke udfordringer er de største og mest presserende at løse?
Otte ud af ti ældre har flere sygdomme
Lad os begynde med at se på fakta: Ældreområdet i kommunerne består traditionelt af plejehjem, hjemmepleje, sygepleje, aktivitetsområdet og genoptræning. Plejehjem og hjemmeplejen udgør 75 procent af udgifterne, og ældresektoren tæller over 80.000 ansatte.
Et plejehjem er i dag et minisygehus. Beboerne er i gennemsnit 83 år, når de flytter ind, og mere end hver fjerde får 10 eller flere medicinpræparater. Ca. hver fjerde nyindflyttede beboer dør i løbet af det første år. En journalgennemgang på et plejehjem viste, at 80 pct. af beboerne havde mere end fem samtidige sygdomme – såkaldt komorbiditet. Alzheimerforeningen vurderer på baggrund af forskellige undersøgelser, at andelen af beboere med demens på plejehjem er mellem 65-80 pct.
Retter vi blikket mod sammenhængen og overgangene mellem sygehus og kommune, har vi ca. 3.500 midlertidige pladser til borgere, som er på vej fra sygehus til enten egen bolig eller plejehjem. I praksis fungerer pladserne som langtidsmedicinske sengepladser. Og faktum er, at sygehusene ville sande totalt til, hvis de ikke kunne udskrive patienter til de kommunale midlertidige pladser. Ligeså har mange kommuner akutpladser, som praktiserende læger kan indlægge patienter på eller udgående akutteam, der løser sundhedsopgaver for sygehuse og praktiserende læger.
Sundhedsopgaven kommer før tid til kaffe.
Og nu begynder vi at nærme os der, hvor det gør ondt. Fordi en forudsætning for, at det sammenhængende sundhedsvæsen fungerer er, at vi har en velfungerende kommunal hjemmepleje og sygepleje. Stadig mere af medarbejdernes tid i hjemmeplejen og sygeplejen går til sundhedsopgaver, der bliver flyttet fra sygehusene til kommunerne: iv-behandling, kemoterapi, hjemmedialyse og venøse blodprøver.
Vi kan med rolig hånd konstatere, at når sygehusene er pressede, skubbes opgaverne hurtigere og uplanlagt ud til kommunerne med det resultat, at plejeforløbsplaner mangler, medicinkortet er ikke ajourført, og den nødvendige medicin og remedier til at begynde behandling i kommunen mangler. Konsekvens: Patientsikkerheden er truet.
Det er også næsten overflødigt at sige, at faglighed er helt afgørende på ældreområdet. Pleje og omsorg kan ikke stå alene. Der er brug for stærke, faglige kompetencer til at løfte de komplekse sundhedsopgaver for at sikre en høj kvalitet i det sammenhængende sundhedsvæsen. Selvfølgelig vil det være rart, at hjemmeplejen har tid til en snak og en kop kaffe med borgeren – og her taler vi netop om borgeren og ikke den ældre, da 20 pct. af brugerne i den kommunale ældresektor er under 65 år. Men vores største problem er manglen på faglært arbejdskraft, er prioriteringen ikke svær: Sundhedsopgaven kommer før tid til kaffe.
Kigger vi videre i rækken af udfordringer, som præger ældreområdet, kommer vi til dokumentation og kontrol.
Dokumentation, kontrol og tilsyn er en ufravigelig del af sundhedssektoren, som ældresektoren er en naturlig del af. Principielt er vi tilhængere af god dokumentation og lærende tilsyn, der kan udvikle måden, vi løser opgaverne på. Men vi mener også, at der helt klart er potentiale for at minimere dokumentationen og kontrollere og føre tilsyn på en mere hensigtsmæssig, udviklende og meningsskabende måde. Her stiller vi gerne op med gode råd og forslag og mener faktisk ikke, at den udfordring er svær at komme i mål med.
Et sted at starte er at reducere dobbeltdokumentationen i hjemmeplejen og på plejehjem – dokumentere i forhold til én lov i stedet for to, som vi gør i dag. Eller ved at reducere antallet af forskellige typer »sår«, som hver enkelt medarbejder skal holde styr på, når der dokumenteres. Måske kunne de mange forskellige statslige tilsyn også reduceres og gøres læringsorienterede. Alt i alt virker meget af kontrollen som dokumentation for dokumentationens skyld – og ikke dokumentation til gavn for borgeren eller læring for medarbejderne.
Og så er der den helt store hurdle – det dobbelte demografiske pres. Her er den kommunale ældresektor lige så hårdt spændt for som sygehusvæsenet: Vi står også med markant flere behandlings- og plejekrævende ældre med komplekse behov og mangler i den grad faglært arbejdskraft til at løfte opgaven.
Vi er ladt i stikken
Tallene er ikke breaking news længere, men det ændrer ikke på, at problemet er reelt: I 2030 vil der være 160.000 flere ældre over 80 år – en stigning på 55 pct. Finansmisteriet har beregnet, at der vil mangle godt 10.000 sosu-hjælpere og knapt 7.000 sosu-assistenter i 2030 sammenlignet med 2019. Læg dertil, at den kommunale ældresektor allerede i dag er i underskud med faglært arbejdskraft. For at kompensere for det vil andelen af ufaglærte medarbejdere derfor kun vokse. Det fører os lige tilbage til spørgsmålet om kvalitet i ældreplejen.
Jamen, gør politikerne slet ikke noget for at løse problemerne?
Jo, nu får sygehusene en akutplan for at nedbringe ventetiderne, robustgøre akutmodtagelserne og løfte aktiviteten. Samtidig tilføres regionerne to mia. kroner. Indsatserne skal skabe bedre vilkår for at fastholde og rekruttere sygeplejersker, assistenter og terapeuter m.fl. Men kommunerne – der lider lige så meget på personalesiden – er ikke tiltænkt en akutplan med penge i halen. I værste fald betyder det, at assistenter og sygeplejersker vandrer fra kommunen til regionernes sygehuse.
Og så er vi lige vidt – uden en velfungerende kommunal ældresektor sander sygehusene til i overbelægning og uhensigtsmæssige patientforløb. 72-timers lægeligt behandlingsansvar ved udskrivning og dosisdispensering løser ikke kommunernes udfordringer alene. Der skal ganske enkelt også ressourcer til.
Derfor kan vi med sikkerhed sige, at rekruttering, fastholdelse og uddannelse af faglært arbejdskraft til sundheds- og ældresektoren er den altafgørende opgave i de kommende år. Men det er ikke nok til at sikre en velfungerende ældresektor, som Mette Frederiksen efterlyste i sin nytårstale for over et år siden.
Regeringens Velfærd 2.0 giver mange gode pejlemærker for de kommende indsatser – f.eks. større inddragelse af civilsamfundet og private aktører, afbureaukratisering, større frihed til kommunerne og strukturreformer. Her vil vi som centrale velfærdschefer også gerne byde os til, når en Strukturkommission skal tegne fremtidens sammenhængende sundhedsvæsen. Vi ligger inde med afgørende viden om det sted, hvor syge mennesker opholder sig allermest – nemlig i deres eget hjem.
Diagnose og behandling hænger ikke sammen
Verdens bedste kommunale ældrepleje? På trods af trælse enkeltsager, som ikke skal bortforklares, viser brugerundersøgelser af den kommunale ældresektor, at vi præsterer på et meget højt niveau. Sundhedsdatastyrelsen undersøgte i 2019 tilfredsheden på plejehjem og i plejeboliger med den praktiske hjælp og personlige pleje. Knap 92 pct. af de adspurgte var tilfredse eller meget tilfredse med den praktiske hjælp, og 92 pct. var tilfredse eller meget tilfredse med den personlige pleje.
Så vi gentager budskabet: Som kommunale velfærdschefer vil vi rigtig gerne tage del i at udvikle fremtidens ældreområde. Men vi mener ikke, at den skitserede behandling helt matcher diagnosen.
Vi savner, at frisættelsen suppleres med fokus på faglig udvikling, så vi undgår at sætte patientsikkerheden på spil. Vi mangler, at rekrutteringsudfordringerne indenfor ældreområdet anerkendes, og at vi både nationalt og lokalt finder holdbare løsninger. Og vi efterlyser, at man tager stilling til, om vi stadig skal udbygge antallet af kommunale ’medicinske sengepladser’, eller om nogle af borgerne faktisk var bedre håndteret på et hospital.
Udfordringerne, kritikken og bud på pejlemærker og løsninger for ældreplejen snubler over hinanden i disse år. Set med kommunale velfærdsbriller er vi langt fra en korrekt diagnose og dermed en bæredygtig behandlingsplan for en kommunal ældrepleje i verdensklasse også om 10 år.
Dette debatindlæg er oprindeligt udgivet på sundhedsmonitor.dk
Danmark har verdens bedste kommunale ældrepleje. Eller har vi …?
Faktum er, at statsministeren allerede i sin nytårstale 1. januar 2022 varslede et vidtgående tiltag på ældreområdet: At vi starter helt forfra og formulerer en kort og præcis ældrelov.
Spørgsmålet om hvordan vi får verdens bedste ældrepleje er på ingen måde enkelt at besvare, men vi vil her gøre forsøget.
Vi ligger inde med afgørende viden om det sted, hvor syge mennesker opholder sig allermest – nemlig i deres eget hjem.
Vi vil også forklare, hvorfor vi ikke mener, at hverken den diagnose eller behandling, politikerne har lagt frem, giver os de løsninger, vi har brug for, hvis vi vil skabe verdens bedste kommunale ældrepleje.
Skal spille kort med de ældre
Efter nytårstalen blev et rådgivende panel og tre ekspertgrupper nedsat for at forberede arbejdet med en ny ældrelov. Da resultatet blev præsenteret i september 2022, konstaterede daværende social- og ældreminister Astrid Krag (S), at vi ikke har den ældrepleje i dag, som de ældre fortjener.
’Ansvar for Danmark’ – grundlaget for SVM-regeringen – adresserer velfærdsområdets udfordringer og lancerer Velfærd 2.0 med ønsket om at frisætte den offentlige sektor, bl.a. så social- sundhedsmedarbejderen får tid til at spille kort med de ældre og for at gøre plejehjem til mere et hjem end en institution.
Frisættelsen starter på ældreområdet, bebuder regeringsgrundlaget, som uddyber med følgende pejlemærker: Reel selvbestemmelse, udvide det frie valg, mere frihed til at bo som de ældre ønsker, større kontinuitet i plejen og farvel til unødigt bureaukrati og kontrol.
Så langt, så godt. Som velfærdschefer er vi på ingen måde uenige i disse relevante og gode intentioner for at udvikle ældreområdet. Men det er altid bedst at stille den rette diagnose før, man ordinerer medicinen. Derfor spørger vi: Hvilken tilstand står ældreområdet aktuelt i, og hvilke udfordringer er de største og mest presserende at løse?
Otte ud af ti ældre har flere sygdomme
Lad os begynde med at se på fakta: Ældreområdet i kommunerne består traditionelt af plejehjem, hjemmepleje, sygepleje, aktivitetsområdet og genoptræning. Plejehjem og hjemmeplejen udgør 75 procent af udgifterne, og ældresektoren tæller over 80.000 ansatte.
Et plejehjem er i dag et minisygehus. Beboerne er i gennemsnit 83 år, når de flytter ind, og mere end hver fjerde får 10 eller flere medicinpræparater. Ca. hver fjerde nyindflyttede beboer dør i løbet af det første år. En journalgennemgang på et plejehjem viste, at 80 pct. af beboerne havde mere end fem samtidige sygdomme – såkaldt komorbiditet. Alzheimerforeningen vurderer på baggrund af forskellige undersøgelser, at andelen af beboere med demens på plejehjem er mellem 65-80 pct.
Retter vi blikket mod sammenhængen og overgangene mellem sygehus og kommune, har vi ca. 3.500 midlertidige pladser til borgere, som er på vej fra sygehus til enten egen bolig eller plejehjem. I praksis fungerer pladserne som langtidsmedicinske sengepladser. Og faktum er, at sygehusene ville sande totalt til, hvis de ikke kunne udskrive patienter til de kommunale midlertidige pladser. Ligeså har mange kommuner akutpladser, som praktiserende læger kan indlægge patienter på eller udgående akutteam, der løser sundhedsopgaver for sygehuse og praktiserende læger.
Sundhedsopgaven kommer før tid til kaffe.
Og nu begynder vi at nærme os der, hvor det gør ondt. Fordi en forudsætning for, at det sammenhængende sundhedsvæsen fungerer er, at vi har en velfungerende kommunal hjemmepleje og sygepleje. Stadig mere af medarbejdernes tid i hjemmeplejen og sygeplejen går til sundhedsopgaver, der bliver flyttet fra sygehusene til kommunerne: iv-behandling, kemoterapi, hjemmedialyse og venøse blodprøver.
Vi kan med rolig hånd konstatere, at når sygehusene er pressede, skubbes opgaverne hurtigere og uplanlagt ud til kommunerne med det resultat, at plejeforløbsplaner mangler, medicinkortet er ikke ajourført, og den nødvendige medicin og remedier til at begynde behandling i kommunen mangler. Konsekvens: Patientsikkerheden er truet.
Det er også næsten overflødigt at sige, at faglighed er helt afgørende på ældreområdet. Pleje og omsorg kan ikke stå alene. Der er brug for stærke, faglige kompetencer til at løfte de komplekse sundhedsopgaver for at sikre en høj kvalitet i det sammenhængende sundhedsvæsen. Selvfølgelig vil det være rart, at hjemmeplejen har tid til en snak og en kop kaffe med borgeren – og her taler vi netop om borgeren og ikke den ældre, da 20 pct. af brugerne i den kommunale ældresektor er under 65 år. Men vores største problem er manglen på faglært arbejdskraft, er prioriteringen ikke svær: Sundhedsopgaven kommer før tid til kaffe.
Kigger vi videre i rækken af udfordringer, som præger ældreområdet, kommer vi til dokumentation og kontrol.
Dokumentation, kontrol og tilsyn er en ufravigelig del af sundhedssektoren, som ældresektoren er en naturlig del af. Principielt er vi tilhængere af god dokumentation og lærende tilsyn, der kan udvikle måden, vi løser opgaverne på. Men vi mener også, at der helt klart er potentiale for at minimere dokumentationen og kontrollere og føre tilsyn på en mere hensigtsmæssig, udviklende og meningsskabende måde. Her stiller vi gerne op med gode råd og forslag og mener faktisk ikke, at den udfordring er svær at komme i mål med.
Et sted at starte er at reducere dobbeltdokumentationen i hjemmeplejen og på plejehjem – dokumentere i forhold til én lov i stedet for to, som vi gør i dag. Eller ved at reducere antallet af forskellige typer »sår«, som hver enkelt medarbejder skal holde styr på, når der dokumenteres. Måske kunne de mange forskellige statslige tilsyn også reduceres og gøres læringsorienterede. Alt i alt virker meget af kontrollen som dokumentation for dokumentationens skyld – og ikke dokumentation til gavn for borgeren eller læring for medarbejderne.
Og så er der den helt store hurdle – det dobbelte demografiske pres. Her er den kommunale ældresektor lige så hårdt spændt for som sygehusvæsenet: Vi står også med markant flere behandlings- og plejekrævende ældre med komplekse behov og mangler i den grad faglært arbejdskraft til at løfte opgaven.
Vi er ladt i stikken
Tallene er ikke breaking news længere, men det ændrer ikke på, at problemet er reelt: I 2030 vil der være 160.000 flere ældre over 80 år – en stigning på 55 pct. Finansmisteriet har beregnet, at der vil mangle godt 10.000 sosu-hjælpere og knapt 7.000 sosu-assistenter i 2030 sammenlignet med 2019. Læg dertil, at den kommunale ældresektor allerede i dag er i underskud med faglært arbejdskraft. For at kompensere for det vil andelen af ufaglærte medarbejdere derfor kun vokse. Det fører os lige tilbage til spørgsmålet om kvalitet i ældreplejen.
Jamen, gør politikerne slet ikke noget for at løse problemerne?
Jo, nu får sygehusene en akutplan for at nedbringe ventetiderne, robustgøre akutmodtagelserne og løfte aktiviteten. Samtidig tilføres regionerne to mia. kroner. Indsatserne skal skabe bedre vilkår for at fastholde og rekruttere sygeplejersker, assistenter og terapeuter m.fl. Men kommunerne – der lider lige så meget på personalesiden – er ikke tiltænkt en akutplan med penge i halen. I værste fald betyder det, at assistenter og sygeplejersker vandrer fra kommunen til regionernes sygehuse.
Og så er vi lige vidt – uden en velfungerende kommunal ældresektor sander sygehusene til i overbelægning og uhensigtsmæssige patientforløb. 72-timers lægeligt behandlingsansvar ved udskrivning og dosisdispensering løser ikke kommunernes udfordringer alene. Der skal ganske enkelt også ressourcer til.
Derfor kan vi med sikkerhed sige, at rekruttering, fastholdelse og uddannelse af faglært arbejdskraft til sundheds- og ældresektoren er den altafgørende opgave i de kommende år. Men det er ikke nok til at sikre en velfungerende ældresektor, som Mette Frederiksen efterlyste i sin nytårstale for over et år siden.
Regeringens Velfærd 2.0 giver mange gode pejlemærker for de kommende indsatser – f.eks. større inddragelse af civilsamfundet og private aktører, afbureaukratisering, større frihed til kommunerne og strukturreformer. Her vil vi som centrale velfærdschefer også gerne byde os til, når en Strukturkommission skal tegne fremtidens sammenhængende sundhedsvæsen. Vi ligger inde med afgørende viden om det sted, hvor syge mennesker opholder sig allermest – nemlig i deres eget hjem.
Diagnose og behandling hænger ikke sammen
Verdens bedste kommunale ældrepleje? På trods af trælse enkeltsager, som ikke skal bortforklares, viser brugerundersøgelser af den kommunale ældresektor, at vi præsterer på et meget højt niveau. Sundhedsdatastyrelsen undersøgte i 2019 tilfredsheden på plejehjem og i plejeboliger med den praktiske hjælp og personlige pleje. Knap 92 pct. af de adspurgte var tilfredse eller meget tilfredse med den praktiske hjælp, og 92 pct. var tilfredse eller meget tilfredse med den personlige pleje.
Så vi gentager budskabet: Som kommunale velfærdschefer vil vi rigtig gerne tage del i at udvikle fremtidens ældreområde. Men vi mener ikke, at den skitserede behandling helt matcher diagnosen.
Vi savner, at frisættelsen suppleres med fokus på faglig udvikling, så vi undgår at sætte patientsikkerheden på spil. Vi mangler, at rekrutteringsudfordringerne indenfor ældreområdet anerkendes, og at vi både nationalt og lokalt finder holdbare løsninger. Og vi efterlyser, at man tager stilling til, om vi stadig skal udbygge antallet af kommunale ’medicinske sengepladser’, eller om nogle af borgerne faktisk var bedre håndteret på et hospital.
