Et klogt hoved sagde engang: Hvis du siger til dit barn: “Nu har jeg sagt til dig 100 gange, at…”, og der stadig ikke sker en forandring i barnets adfærd efter 100 gentagelser, så tyder det på, at det, du siger, ikke rigtig virker. Så skal du prøve en anden vej frem.

Det samme kan man sige om afbureaukratiseringen i det offentlige. Vi har talt om det i årtier – og der er kun kommet mere til i et stadigt mere bureaukratisk regelkompleks. Det ser altså ikke ud til, at det virker. Det er historien om pincetten og skovlen.

Gentænk tilgangen til ydelser

Ikke desto mindre er det den sti, politikerne insisterer på at forfølge. At arbejde sig frem regel for regel … Jeg mener helt i tråd med min gode kollega i Aarhus Kommune, direktør Erik Kaastrup-Hansen, at tiden er mere end moden til at gentænke hele tilgangen, vi administrerer de offentlige ydelser på.

Men for ikke at gentage hans pointer én til én, vil jeg opfordre til at læse hans indlæg, og her supplere med et eksempel på, hvor der er lavthængende frugter, vi kan plukke – uden at forringe borgernes retssikkerhed. For det aspekt skal vi naturligvis huske.

Jeg vil zoome ind på reglerne om merudgifter på det sociale område. Efter Serviceloven er det kommunens ansvar at dække nødvendige merudgifter til børn og voksne med nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne og langvarige eller kroniske sygdomme.

Merudgifterne kan være alt fra vatrondeller til gaffatape, slitage af vaskemaskine, snerydning eller bilreparation. Eller som er særligt aktuelt i øjeblikket: Forbruget af træpiller.

Hvor ofte taber dit barn sine sko?

Formålet med at kompensere for de ekstra udgifter er indlysende rigtigt, men det nugældende regelsæt virker bare ikke.

Det lyder måske absurd, men hør her: Skal en kommune bruge tid og kræfter på at undersøge, i hvilket omfang det sker, at børn på normalområdet mister deres sko og strømper – for at kunne vurdere, om det er en merudgift for en familie med et barn med handicap, når det samme sker? Nej, tænker jeg, det lyder for vildt. Men det er faktisk tilfældet.

Når en borger søger om at få dækket en merudgift, skal medarbejderen i kommunen sammenholde borgerens sandsynliggjorte eller dokumenterede merudgifter med, hvad normaludgiften til de pågældende aktiviteter eller goder ville være for ikke-handicappede på samme alder og i samme livssituation.

Sandsynliggørelse er i denne sammenhæng et temmelig vagt begreb, og det kan let føre til konflikter, når borger ønsker udgifter dækket uden nærmere dokumentation.
Er kommunen ikke er enig i borgerens oplyste merudgifter, skal der nemlig henvises til såkaldte objektive kriterier. Men her kan hverken Danmarks Statistik eller internettet desværre hjælpe, og så bliver Ankestyrelsen ofte sidste instans.

Kontrol fremmer ikke samarbejde

Sådan er tankegangen i reglerne om merudgifter. At kalde det mistro er måske forkert, men tillid er det i hvert fald heller ikke udtryk for. Kontrol? Ja. Bureaukrati? Ja, mon ikke…

Det er grundlæggende dårlig brug af kommunale medarbejderes tid at finde gyldig dokumentation for, hvor mange par bukser en gennemsnitsdansker bruger årligt.

Og de omfattende krav til sagsbehandlingen tærer gevaldigt på samarbejdet mellem borger og kommune. Konsekvensen er mistillid, vrede og frustration. Det er ganske enkelt ødelæggende for dialogen. 

Lav enkle standarder

Hvorfor ikke have standarder, som helt tydeligt viser både sagsbehandler og borger, hvad et menneske uden handicap i gennemsnit har af udgifter til en given aktivitet eller ting?

Det vil gøre det meget lettere for begge parter at se, om de kan få dækket deres merudgift. Det vil spare tid og bøvl. Og det vil forbedre samarbejdet og tilliden mellem myndighed og borger.

Jeg kan godt se, at det måske ikke flytter bjerge eller frigør milliarder af kroner at smidiggøre mulighederne for at vurdere behovet for merudgifter.

Men jeg er helt sikker på, at den enkelte sagsbehandler vil prise sig lykkelig for at få frigjort mere tid til den egentlige borgerkontakt og -bistand, som vi jo ved er derfor de i sin tid har uddannet sig til og valgt at arbejde med netop det felt.

Løber skrigende bort

Tilsvarende bureaukrati gælder tabt arbejdsfortjeneste. Og selvom de to områder tilsammen udgiftsmæssigt ikke fylder det store i det samlede billede, udgør de en meget stor andel af de klager, som ender i Ankestyrelsen.

Så på den konto kunne der spares meget både tid for medarbejderne, ventetid for borgerne og ’systemressourcer’ i at undersøge og behandle disse sager.

Allervigtigst kunne færre klager på dette område som følge af enklere regler forbedre samarbejdet mellem borger og sagsbehandler. Jeg kan være bekymret for, at vores medarbejdere ender med at løbe skrigende bort, hvis ikke vi får ændret reglerne. Medarbejdere, vi har brug for som aldrig før.

Læs artiklen på altinget.dk