”Skriver du ikke lige et udkast til en nytårshilsen – noget om dine visioner for 2021. Så kan det komme med ud i december-nyhedsbrevet til FSD’s medlemmer.”Den der mail fra foreningens journalist havde ligget og kigget på mig i nogle dage.Bob, bob, bob. Visioner? Jeg indrømmer, jeg har altid haft det lidt svært med ’visioner’. Misforstå mig ikke: Der har bestemt været mange visionære m/k’ere (sikkert flere af de sidste. De er bare aldrig blevet så godt hørt) gennem tiderne og til alle tider, og som gammel statskundskaber sluger jeg gerne godt formidlede programmer på DR2 om de gamle grækere og Romerriget.Men …. mine visioner? Og så for hele 2021! Jeg kan knap nok overskue kalenderen for næste uge …

Visioner kræver et konkret afsæt

Visioner kan nemt blive lidt luftige i betrækket, hvis ikke de er formuleret med et ret konkret udgangspunkt. Fx lykkedes det vel egentlig meget godt for Ronald Reagan, da han foran Brandenburger Tor i Berlin sagde: ”Mr Gorbachev, tear down this wall”.Uagtet, at jeg dengang var lidt utryg ved Reagan i mange andre sammenhænge, var det vel en meget konkret vision med stor symbolsk rækkevidde. Omvendt kan Barack Obama, der i mange velmenende øjne vurderes tæt på heltestatus, i dag næsten fremstå lidt naiv i nøgterne danske øjne, når man på YouTube kan genfinde, de taler, hvor han inspirerede så mange ved blot at sige så få ord som ”Yes, we can”. Hvad mente han egentlig, og hvad blev det egentlig til?

Tre visioner for 2021

Så, visioner…? Jeg kommer til at tænke på Anker Jørgensens gamle ven i Tyskland, daværende Bundeskansler Helmut Schmidt, som efter sigende var meget lidt visionær – og lagde stolthed i det! ”Har de visioner, så bør de søge en psykiater”, skal han vist have sagt.Men det kan jeg jo ikke svare vores journalist. Jeg må på den igen. Så her kommer de – mine visioner for 2021 og lidt om, hvad vi slæber med ind på skoene fra 2020:

Savner de ineffektive, hyggelige møder

1. Kan det her corona ikke snart forsvinde, så vi kan mødes igen (især til vores årsmøde næste år)? Jeg er blevet helt overrasket over, hvor stort mit sociale behov egentlig er. Her gik jeg og troede, at det faktisk passede mig rigtig godt at arbejde hjemmefra, være effektiv og undgå transporttid. Og det er da også fantastisk.Men hvor er jeg da også kommet til at sætte pris på fysiske møder, der indledes med small talk, hvor vi sidder ned, får kage og kaffe og ikke nødvendigvis er særligt effektive. For det er jo der, vi skaber relationer, tillid og (en vis) forståelse for hinanden. Fra og med 2021 vil jeg aldrig mere lytte til dem, der siger, at alle møder i det offentlige bør reduceres til stående seancer af højst 15 minutters varighed. Eller næsten ikke lytte til dem, i hvert fald.

Mere tillid, tak!

2. Kan vi bede om lidt mere udtalt tillid fra Folketinget og andre influencers til det arbejde, vores kommunale medarbejdere udfører hver eneste dag? Jeg har siden formandsvalget givet interviews til forskellige medier, hvor jeg har prøvet at lægge den linje og sende det signal, at hvis fejlen består i, at vi er blevet en tak for professionelle og effektive, så vil vi som kommunale chefer og direktører absolut gerne folde lyttelapperne ud og prøve at høre efter, hvad det er borgerne siger, de ønsker i mødet med kommunen.Det drejer sig blandt andet om at blive mødt som et helt menneske, at føle sig forstået og inddraget – og at opleve, at vi har styr på forvaltningsloven i vores kommunale afgørelser. Blandt andet. I parentes bemærket har jeg derudover faktisk været positivt overrasket over, hvor stor interesse der er for os og vores forenings synspunkter. Det er glædeligt.

Træt af halvdårlige lappeløsninger

3. Kan vi ikke også godt få lov til at pege tilbage med tre fingre, når der går Christiansborg i den. Jeg bliver lidt træt, når der nu tales om, at hvis kommunerne skal have andel i puljen til borgerrådgivere, skal det enten være en jurist eller en socialrådgiver. Som om de – i øvrigt dygtige faggrupper – altid og i alle tilfælde har patent på ”human skills i kombination med basal forvaltnings- og servicelov”.Og ligesådan, når der indgås en aftale i Folketinget om bedre ressourceforløb, som emmer af mistillid til kommunerne, og som fremover bestemmer, at vi nu får tre år til det, som tidligere kunne tage fem år, og borgerne i øvrigt vil blive glade for det.Jeg bliver også så uendelig træt, når ældreområdets forråelse ser ud til at kunne løses fra Christiansborg med mere tilsyn og uddannelse samt 500 mio. kr. på finansloven. For hvordan matcher det med de enorme rekrutteringsproblemer, vi står med: Medarbejdere, der er slidte efter et år i undtagelsestilstand og teamledere, der skal sikre den organisationskultur, vi alle kræver – samtidig med at de skal være nærværende for op til 100 medarbejdere? … Et ledelsesspænd, Ledelseskommissionen allerede for over to år siden fremhævede som meget problematisk.Så – hvad med om vi kunne få lov at snakke om de rigtige problemer og finde de rigtige løsninger – sammen med Folketing og organisationer i stedet for at blive prakket halve, ubrugelige løsninger på.

Yes, we (and they) can!

Svaret på alle tre visioner – eller måske snarere udfordringer, hvis jeg skal være helt præcis – er: Yes, we can! Det kræver blot, at vi som ledere deltager i debatten, fra hvor vi nu er hver især. At vi er klar til at lytte og gå i dialog, påtage os ansvaret (og kræve det samme af lovgiver) samtidig med, at vi leder vores medarbejdere i samme retning og bakker dem op, når det af og til imellem bliver svært. Yes, they can.Med disse ord vil jeg ønske jer alle en rigtig velfortjent og glædelig jul. Jeg håber virkelig, at vi snart ses igen i 3D og hel figur i 2021.Tak for i år og på gensyn i det nye.Jakob