Efter påske begynder dagligdagen gradvist at vende tilbage, hvis vi tør stole på regeringens plan. På et tidspunkt vil turen også komme til os på rådhusene, og når det sker, hvilke udfordringer og muligheder, står vi så med? Skynder vi os tilbage til ”plejer”, eller vil vi som ledere gribe dagen og hælde nye boller på suppen?Tja, allerførst tror jeg, at de fleste af os er meget bevidste om, at medarbejdere har stået i meget forskellige situationer. For mens rådhusets AC’ere har dyrket hjemmearbejdspladserne, så har langt de fleste ledere og medarbejdere, bl.a. på ældre- og socialområdet, jo hele tiden været på arbejde – og føler sig måske endda lidt brugte efterhånden. Mon ikke det også vil blive drøftet på et MED-møde eller to?

Slider hjemmearbejde på sammenhængskraften?

Virkeligheden som kommunal topleder er også i dette tilfælde kompleks, så hvordan vil vi vælge at få tingene til at spille på ny? Jeg har hørt nogle topledere tale bekymret om, hvor skidt det er for organisationen, at medarbejderne sidder hjemme. Hvor dårligt samarbejdet på tværs bliver, og hvor meget det slider på sammenhængskraften. Andre har peget på effektiviteten i virtuelle møder uden snik-snak.Og jeg har hørt om medarbejdere, som under radaren har sneget sig tilbage på rådhuset for at kunne arbejde bedre der, mens andre har lovprist den fleksibilitet, som hjemmearbejdet har budt.Personligt lagde jeg ud som begejstret tilhænger af mulighederne med Skype og senere Teams. Og blev så en smule overrasket over at opdage et socialt behov hos mig selv, jeg ikke havde været opmærksom på før. Det kom cirka samtidig med erkendelsen af, at virtuelle møder har sine dybdemæssige begrænsninger. Muligvis er det en generationsting, men så håber jeg, at i det mindste nogle af jer vil være enige med mig. De kreative snakke såvel som de svære samtaler fungerer altså bedst ”live”.

Eufori i fredagsbaren

Jeg er ikke i tvivl om, at der vil være en eufori af dimensioner, når vi alle sammen igen kan mødes, hænge ud i fredagsbaren, danse den halve nat osv. Men hvilket landskab kigger vi ud over, når det støv har lagt sig?Hvad gør vi med virtuelle møder, og det at arbejde hjemme, når vi genåbner? Jeg er ikke i tvivl om, at vi kommer til at bruge de virtuelle muligheder, vi har lært så godt at kende det seneste år. Det giver god mening ikke at køre eller flyve på tværs af landet for et enkelt møde, når man kan klare det på skærm. Men skal vi have fælles regler, eller skal vi slippe os selv og medarbejderne fri og se, hvor det tager os hen?

Vi har brug for at reboarde sammen

Vi har behov for at reboarde. For at komme tilbage og have samtalen med hinanden om, hvordan vi finder eller genopfinder hverdagen på arbejdspladsen. Det bliver en ledelsesopgave at løse – men i en samtale på kryds og tværs med alle om, hvad forventninger og behov er. Og hvor langt vi kan gå for at imødekomme dem.Personligt tror jeg på, at mange kommuner vil indføre håndholdte og konkrete aftaler mellem medarbejder og leder. ”Jeg vil gerne arbejde hjemme på fredag, fordi jeg skal gøre den ansøgning til xxx færdig og har brug for arbejdsro”. Det er den konservative tilgang, hvor fokus er på hele organisationens sammenhæng og trivsel – med fleksibilitet.Men måske vil nogle kommuner lade sig inspirere af IT-virksomheder og banker og gøre det mere frit for medarbejderne. Måske til en grad, hvor det bliver en ret som medarbejder at arbejde hjemme fra en dag eller to om ugen. For spørgsmålet er jo oplagt: Hvis vi skal tiltrække de gode medarbejdere og fastholde dem, kan vi så overhovedet komme uden om at tilbyde det?

Kan vi konkurrere med Odsherred?

Odsherred Kommune spillede ud længe inden corona med tilbud om en firedages arbejdsuge til de administrative medarbejdere på rådhuset. Og de fortsætter snakken med andre medarbejdergrupper i institutionerne om deres ønsker til arbejde og fritid, og hvordan de kan forenes med borgernes behov. Og ansøgerbunkerne i Odsherred bliver større og bedre.Så nu sidder vi andre og følger spændt med. Bliver vi ikke også nødt til at tage handsken op i kampen om den bedste ansøgerbunke? Kan vi holde til at lade være?Jeg siger: Der er ingen vej tilbage. Corona har skabt et åbent vindue, og måske vil måden, vi løser den kommende reboarding på, definere hvor godt vi kommer godt ud af konkurrencen. Lad den bedste kommune vinde – og lad os lære af de bedste.God påskeferie til alle!