Der er mange myter om dansk sundhed. En af dem er, at den er dyr. Det passer ikke, slog professor i sundhed Jes Søgaard fra SDU fast på Kommunale Velfærdschefers årsmøde 2022.

– Vi er faktisk verdensmestre i udgiftsstyring. Grunden til, at regnestykket ikke går op er, at den vækst på over 3 % i ressourcer til sundhedsvæsnet, som Lars Løkke var med til at sikre som sundhedsminister, er faldet til 1,1 % i dag. Det betyder ikke nødvendigvis, at sundhed er underfinansieret, men at vores forventninger ikke er faldet tilsvarende. Derfor har vi de udfordringer, vi ser i dag.

Og gør vi ikke noget, vil vi ifølge Jes Søgaard ”drukne i sundhedsydelser” For en anden myte er, at danskerne er sunde. Det er vi ikke.

– Vi ligger i toppen af dødeligheden og i bunden af sundheden i verden. Vi ligger i top i lungekræft, og hvis vi ikke gør noget, kan det næsten være lige meget. Som jeg plejer at sige: ”Lev dansk, dø ung”.

Vi har uønsket kommunal variation

Når det er sagt, anerkendte Jes Søgaard behovet for en sundhedsreform, der tager højde for både den demografiske udvikling, de alt for få hænder og opgaveglidningen til kommunerne igennem 40 år uden en plan for, hvordan opgaverne løses og hvem, der betaler.

– Men det er jo gået meget godt, ville nogen nok indvende. Jo, men det giver en uønsket kommunal variation i opgaveløsningen og en uønsket social og geografisk ulighed i sundhed for danskerne.

Lad os bruge de nye værktøjer

Dermed var der lagt i kakkelovnen til en debat om fremtidens sundhedsvæsen, styret af Lars Igum Rasmussen, sundhedsredaktør på Politiken. Han efterlyste svar på, om sundhedsreformens nærhedshospitaler, klynger og kvalitetsplaner kan løse problemerne.

– Nej, det er ikke løsningen på det hele. Men nu har vi fået de værktøjer, så lad os udnytte dem bedst muligt og ikke være for kritiske, lød opfordringen fra Bente Ourø Rørth, hospitalsdirektør på  Nordsjællands Hospital.

– Samtidig vil jeg gerne punktere dramatikken om, at sundhedsvæsnet er ved at bryde sammen. Mit hospital er ikke ved at sande til, og vi åbner nærhospital i februar 2023. Samtidig prøver vi at strække os så langt, vi kan ud i kommunerne ved at tage behandlingsansvar, have tværsektorielle teams på bl.a. plejehjem, akutpladser og i hjemmet. Vi prøver virkelig at give af, hvad vi har – og vi har større muskler og står på nogle gode erfaringer i regionerne, sagde hun.

Brug for forpligtende aftaler

Morten Freil fra Danske Patienter var uenig og efterlyste et mere forpligtende samarbejde kommuner og regioner imellem:

– Vi har jo haft sundhedsaftaler, klynger osv., så hvis vi for alvor skal tro på, at vi får løst sammenhængsproblemerne, kræver det andre løsninger, som sikrer et forpligtende samarbejde. Vi skal væk fra kassetænkningen, fx med IV-behandling i hjemmet. Det er godt for patienten og billigere for regionen, men hvis der ikke er en klar aftale om betaling – hvad så? Derfor efterlyser vi forpligtende aftaler og samarbejde. Ellers vil kassetækningen spærre for gode initiativer.

Praktiserende læge Lise Hoyer og medlem af PLO’s Udvalg for Nær Sundhed tegnede det fremtidsscenarie op, som hun drømmer om som læge:

– I 2035 har jeg har færre patienter, fordi der er kommet flere praktiserende læger. Jeg har en bedre dialog med patienterne både fysisk og online, har et godt samarbejde med hjemmeplejen og med sundhedsplejersken om de mest sårbare børn og familier, med PPR om udredning, støtte og behandling af børn med lette lidelser – og med socialpsykiatrien om de psykisk syge. Alt det ville kunne sikre, at vi kan gribe ind før indlæggelse, men det kræver, at vi får ændret lovgivningen – så vi kan tale sammen og samarbejde. Det kan vi bruge klyngen til at tale mere sammen om, mente hun.

Vi må gå all in

Mette Olander, direktør i Roskilde Kommune og medlem af Kommunale Velfærdschefers hovedbestyrelse, kaldte sundhedsstrukturen for et ”administrativt og bureaukratisk kludetæppe”.

– Men vi må bare gå all in. Alene det, at vi lærer hinanden at kende på toplederniveau og borgmestre sidder sammen med regionerne – det er rigtig godt for at sikre forståelse og samarbejde. Vi havde selvfølgelig andre forventninger til en sundhedsreform med de udfordringer, vi står med. Så med de briller på er løsningerne lidt fattige, synes jeg.

Placeringen af nærhospitalerne, om de er udtryk for en skjult spareøvelse og afspecialisering og om nærheden sker på bekostning af kvaliteten i sundhedsydelserne, var der delte meninger om i panelet. Men professor Jes Søgaard var ikke så bekymret:

– Jeg ser nærhospitalerne som en udflytning af funktioner fra sygehusene, så hvorfor skulle det blive dårligere, hvis de flyttes ud med det samme personale? De andre funktioner, som ikke er så velbeskrevne endnu – de tværgående samarbejder – må udvikle sig lokalt. Det, som irriterer mig, er, at der med sundhedsreformen kommer et politisk monster ind over. Danskerne er jo fornuftige mennesker, så de var allerede gået i gang med at tale sammen – hospital, kommune og praktiserende læger.