Seneste nyt
Få vores nyhedsbrev
En gang om måneden udsender vi et nyhedsbrev med seneste nyt fra hovedbestyrelsen, for eksempel om årsmødet, debatindlæg m.m.
Nedtælling til Årsmøde 2024
Bliv medlem
Som medlem af Kommunale Velfærdschefer får du adgang til et netværk af kolleger både lokalt via din kreds i foreningen og nationalt, for eksempel til vores årsmøde.
DEBAT: Kommunerne har i årevis appelleret til, at politikerne finder en langsigtet, holdbar løsning på sundhedsområdets udfordringer. Udsigten til løsningen er ikke opløftende, skriver FSD’s Jan Nielsen.
Sundhedsminister Magnus Heunicke (S) var 7. januar indkaldt til samråd, hvor oppositionen krævede svar på, hvornår der kommer et sundhedspolitisk udspil om det nære sundhedsvæsen, og hvad det vil indeholde.
Det svarede ministeren ikke på, men oplyste, at processen om en sundhedsaftale falder i tre faser:
Sikring af flere ressourcer til sundhedsvæsenet, forhandling med interessenterne og politiske forhandlinger.
Vi blev også så kloge, at regeringen med økonomiforhandlingerne – det må så være med regionerne – og finanslovsaftalen har sikret flere ressourcer til sygehusene og derfor kan tage hul på fase to. Der er samtidig ingen sikkerhed for, at der vil komme en aftale i 2020, oplyste ministeren.
Er det tom snak?
Med andre ord: Alt er, som det har været de sidste mange år. Ingen afklaring i sigte på en af de største udfordringer, som vi står med på sundhedsområdet – den manglende sammenhæng mellem sygehusvæsnets tre aktører, sygehusene, de praktiserende læger og kommunerne. Og ligeså med finansiering af kommunernes mangedoblede opgaver.
Er det tom snak, når den kommunale sektor i en årrække har råbt op om den ufinansierede og ikke planlagte opgaveglidning fra sygehuse til den kommunale sundhedssektor? Nej.
Kommunerne har siden strukturreformen i 2007 i stigende omfang fået behandlingsopgaver blandt andet med hjemmedialyse, kemoterapi, intravenøs behandling eller parenteral ernæring.
Der er oprettet akutpladser som alternativ til indlæggelse på sygehus, og akutteams med særligt uddannede hjemmesygeplejersker rykker ud og giver behandling i borgerens hjem.
Antallet af sygeplejersker i kommunerne er fra 2007 steget med 35 procent, sosu-assistenter med 72 procent og ergo- og fysioterapeuter med 82 procent. Finansieringen er sket inden for kommunernes samlede ramme til velfærd på bekostning af de andre store velfærdsområder.
Er på linje med KL
Den udvikling kan ikke fortsætte og slet ikke i en situation, hvor alle de store velfærdsområder er under pres for højere kvalitet med en demografi, hvor antallet af de mest behandlingskrævende borgere stiger eksplosivt i de kommende ti år.
FSD er helt på linje med KL: Vi kræver politisk handling nu. Der skal indgås en bred politisk aftale på Christiansborg, der anerkender og finder løsninger på sundhedsvæsenets kroniske lidelse – den manglende sammenhæng i behandling set fra et borgerperspektiv, den stigende ulighed i sundhedstilbuddene og den kroniske underfinansiering af sundhed i praksissektoren og kommunerne.
Ulighed i sundhed er ikke alene et fænomen, der er afhængigt af den enkelte borgers sociale baggrund, men er også bundet op på geografi. De største kommuner i Danmark har haft økonomi og faglige muskler til at udbygge det nære sundhedsvæsen i et tempo og omfang, som de mindre kommuner slet ikke kan matche.
Udfordrer det kommunale selvstyre
Vi er helt på det rene med, at det kommunale selvstyre bliver udfordret, når en politisk sundhedsaftale falder på plads.
Den skal indeholde en kvalitetsplan, der fastlægger ensartede krav til sundhedstilbuddene i landets 98 kommuner. Dermed er der behov for, at kommuner går sammen i klynger og gerne struktureret, som den tidligere regering og KL foreslog omkring de 21 akutsygehuse.
Der skal skabes stærk governance for fremtidens nære sundhedsvæsen, uden at vi dermed lægger os fast på en speciel model med eller uden politisk deltagelse.
Sidst, men ikke mindst, skal der skabes en økonomisk incitamentsstruktur, der understøtter Leon-princippet – det laveste effektive omkostningsniveau – og tilføres finansiering til den kommunale sundhedssektor, så alle kommuner kan løfte opgaven med kvalitet.
DEBAT: Kommunerne har i årevis appelleret til, at politikerne finder en langsigtet, holdbar løsning på sundhedsområdets udfordringer. Udsigten til løsningen er ikke opløftende, skriver FSD’s Jan Nielsen.
Sundhedsminister Magnus Heunicke (S) var 7. januar indkaldt til samråd, hvor oppositionen krævede svar på, hvornår der kommer et sundhedspolitisk udspil om det nære sundhedsvæsen, og hvad det vil indeholde.
Det svarede ministeren ikke på, men oplyste, at processen om en sundhedsaftale falder i tre faser:
Sikring af flere ressourcer til sundhedsvæsenet, forhandling med interessenterne og politiske forhandlinger.
Vi blev også så kloge, at regeringen med økonomiforhandlingerne – det må så være med regionerne – og finanslovsaftalen har sikret flere ressourcer til sygehusene og derfor kan tage hul på fase to. Der er samtidig ingen sikkerhed for, at der vil komme en aftale i 2020, oplyste ministeren.
Er det tom snak?
Med andre ord: Alt er, som det har været de sidste mange år. Ingen afklaring i sigte på en af de største udfordringer, som vi står med på sundhedsområdet – den manglende sammenhæng mellem sygehusvæsnets tre aktører, sygehusene, de praktiserende læger og kommunerne. Og ligeså med finansiering af kommunernes mangedoblede opgaver.
Er det tom snak, når den kommunale sektor i en årrække har råbt op om den ufinansierede og ikke planlagte opgaveglidning fra sygehuse til den kommunale sundhedssektor? Nej.
Kommunerne har siden strukturreformen i 2007 i stigende omfang fået behandlingsopgaver blandt andet med hjemmedialyse, kemoterapi, intravenøs behandling eller parenteral ernæring.
Der er oprettet akutpladser som alternativ til indlæggelse på sygehus, og akutteams med særligt uddannede hjemmesygeplejersker rykker ud og giver behandling i borgerens hjem.
Antallet af sygeplejersker i kommunerne er fra 2007 steget med 35 procent, sosu-assistenter med 72 procent og ergo- og fysioterapeuter med 82 procent. Finansieringen er sket inden for kommunernes samlede ramme til velfærd på bekostning af de andre store velfærdsområder.
Er på linje med KL
Den udvikling kan ikke fortsætte og slet ikke i en situation, hvor alle de store velfærdsområder er under pres for højere kvalitet med en demografi, hvor antallet af de mest behandlingskrævende borgere stiger eksplosivt i de kommende ti år.
FSD er helt på linje med KL: Vi kræver politisk handling nu. Der skal indgås en bred politisk aftale på Christiansborg, der anerkender og finder løsninger på sundhedsvæsenets kroniske lidelse – den manglende sammenhæng i behandling set fra et borgerperspektiv, den stigende ulighed i sundhedstilbuddene og den kroniske underfinansiering af sundhed i praksissektoren og kommunerne.
Ulighed i sundhed er ikke alene et fænomen, der er afhængigt af den enkelte borgers sociale baggrund, men er også bundet op på geografi. De største kommuner i Danmark har haft økonomi og faglige muskler til at udbygge det nære sundhedsvæsen i et tempo og omfang, som de mindre kommuner slet ikke kan matche.
Udfordrer det kommunale selvstyre
Vi er helt på det rene med, at det kommunale selvstyre bliver udfordret, når en politisk sundhedsaftale falder på plads.
Den skal indeholde en kvalitetsplan, der fastlægger ensartede krav til sundhedstilbuddene i landets 98 kommuner. Dermed er der behov for, at kommuner går sammen i klynger og gerne struktureret, som den tidligere regering og KL foreslog omkring de 21 akutsygehuse.
Der skal skabes stærk governance for fremtidens nære sundhedsvæsen, uden at vi dermed lægger os fast på en speciel model med eller uden politisk deltagelse.
Sidst, men ikke mindst, skal der skabes en økonomisk incitamentsstruktur, der understøtter Leon-princippet – det laveste effektive omkostningsniveau – og tilføres finansiering til den kommunale sundhedssektor, så alle kommuner kan løfte opgaven med kvalitet.
