Da formanden for Kommunale Velfærdschefer gik på talerstolen som den første for traditionen tro at åbne foreningens årsmøde med beretning, lagde han fredsommeligt fra kaj:

– Egentlig har 2023 jo været et stille og roligt år – uden behov for større krisestyring, så vi har kunnet passe driften – men det har der i sandhed også været behov for, sagde Jakob Bigum Lundberg, men strammede straks skruen:

– Jeg kan ganske enkelt ikke huske et år, hvor kommunernes økonomi har været under mere pres, og hvor grundlæggende strukturelle problemer er blotlagt tydeligere. Forringelser af velfærdsydelser er blevet hverdag.

Det efterlader især landspolitikerne med en stor udfordring, mente han:

– Vi står med nogle grundlæggende udfordringer i velfærdsmodellen, hvor der er behov for konkrete valg mellem flere penge til kommunal velfærd, bruge de penge vi har bedre og en anden afstemning med befolkningen omkring forventninger til, hvad man kan få. Det kan ikke være meningen, at det fortsat skal være vores medarbejdere, som skal stå i krydspresset mellem borgernes ønsker og kommunernes realiteter. Det er ikke ordentligt, det er ikke fair, og derfor er der helt afgørende brug for politiske valg og prioriteringer – og derefter opbakning til at gennemføre dem.

– Vi har brug for politisk mod til at turde tage det større ansvar på sig, konstaterede Jakob Bigum Lundberg.

Udgifterne slår nye rekorder

Herfra tog han en tour de force gennem velfærdens store områder, hvor det specialiserede socialområde igen i år trækker store veksler på den kommunale økonomi:

– I 2022 brugte kommunerne 1,6 mia. kr. mere end året før, og den rekord ser det ud til, at vi tydeligt slår i 2023. Vi finder pengene selv i kommunerne ved at udhule andre budgetter – til praktisk hjælp, socialpsykiatri, sundhedsfremme osv.

Den udvikling har Jakob Bigum Lundberg sammen med direktør i Esbjerg, Lise Plougmann Willer bidraget til at finde løsninger på i ekspertudvalget under Torben Tranæs – en øvelse, som til dels lykkedes:

– Jeg vil gerne kvittere for, at mange af anbefalingerne faktisk fandt vej ind i økonomiaftalen. Fx en anlægspulje og nytænkning af merudgiftsreglerne. Det var flot gået af KL. Men så var der også nogle vigtige anbefalinger, der ikke kom med. Ærgerligt, for hvis vi ikke lykkes med at finde nye løsninger, og staten fortsat ikke vil sende flere penge, så kommer vi til at fortsætte de endeløse nedskæringer år efter år på andre områder, fx når vi lukker væresteder i socialpsykiatrien, reducerer åbningstider på væresteder, skruer på bostøtten og bemandingen. De høje kritiske stemmer på området, der lige nu gør det helt umuligt at have en meningsfuld dialog skal jo huske, at når man ikke vil prioritere, er det jo i den virkelige verden også at prioritere – bort fra andre. Hvornår vil man indse det?

Hvad sker der med jobcentrene?

Arbejdsmarkedsområdet lever stadig i et limbo, så længe regeringen ikke har meldt ud, hvad der skal ske med jobcentrene og hvor de bebudede besparelser vil falde.

– Det virker paradoksalt. Vi er de allerbedste i Europa til at få arbejdsløse hurtigt i job. I flg. Dansk Metal. Og KL fortæller at tre ud af fire virksomheder er tilfredse med de ledige, som kommunen formidler. Og VIVE påpegede sidste år, at jobcentrene formår både at håndtere klassisk jobformidling med vejledning og støtte til de mest socialt udsatte ledige.

Jakob Bigum Lundbergs dybeste håb er, at uanset hvordan reformen ender, kan den genoprette noget tillid til kommunernes indsats. Reelt har den tillid manglet helt siden 2009. Uanset hvor mange målinger der har dokumenteret indsatsen, så har det altid været interessant for Christiansborg at lytte til og aktivt bruge enkeltsager og tillægge dem højeste sandhedsværdi.

Svært at se behovet for ny ældrelov

I 2023 var det – igen – regionerne som tog opmærksomheden på sundhedsområdet, konstaterede formanden.

– Kræftbehandling i Region Midt og desværre også overfald på medarbejdere i psykiatrien med dødelig udgang i Hovedstaden. Men der er også hjælp på vej fra Folketinget. En akutpakke på 5 mia. kr., en psykiatriplan til op mod 4 mia.kr. og så en sundhedsstrukturkommission, der skal overkomme regeringens interne uenighed. I sit udgangspunkt har kommissionen et glædeligt fokus på sammenhæng på tværs af sektorerne.

Derimod har Jakob Bigum Lundberg svært ved at finde nogle fagpersoner, der kan se behovet for en ny ældrelov.

– Det, som mange derimod godt kan se, er forenkling i de love og regler, vi allerede har. Det gælder for eksempel det tilsynscirkus, som ingen har ønsket, men som vi nu er endt i. Kunne vi samle os om, at tilsyn med en anerkendende og lærende tilgang styrker faglighed og kompetencer, og dermed er den bedste forebyggelse mod, at de samme problemer overhovedet opstår, vil vi være langt.

Bedre rammebetingelser, tak!

Der er også behov for ændringer i vores rammebetingelserne, påpegede Jakob Bigum Lundberg.

– Vi skal finde svar på, hvordan vi imødegår de tre uundgåelige tsunamier, der rammer os lige nu og så langt øjet rækker: En demografiudvikling med mange flere plejekrævende ældre, en udtalt mangel på medarbejdere til at tage sig af dem, og en sygehusudvikling, der i den grad kaster uforberedte, ukoordinerede og underfinansierede opgaver af sig til kommunerne.

Dem er politikere, ledere og medarbejdere i kommunerne i fuld gang med at finde svar på, påpegede han.  

– Vi forenkler myndighedsopgaven – men husker visitatorernes vigtigste opgave med at koordinere, skabe sammenhæng og forståelse for de mest sårbare ældre, når de roterer mellem sygehus, praktiserende læge og kommunernes ældreomsorg. Vi omorganiserer driften og skaber tværfaglige teams med større fagligt råderum og medarbejdertrivsel. Og vi kaster os ind i klyngesamarbejde med akutsygehuse for at skabe konkret kvalitet på tværs. Og meget andet.

Regeringens støtte og anerkendelse til indsatsen lader dog stadig vente på sig, mente Jakob Bigum Lundberg.

– Indtil videre ser regeringens støtte ud til at komme i form af frisættelse. Men på ældreområdet dog med den tilgang, at det ikke er kommunerne, der skal frisættes. Det skal derimod de enkelte plejehjem. De skal, efter hvad vi hører, have egne selvstændige, professionelle bestyrelser med eget budget og ret til ansættelse og afskedigelse af lederen på stedet.

– Jeg erkender at være udfordret i min forståelse af, hvordan det kan understøtte de tiltag og den udvikling, som kommunerne har igangsat – forenkle myndighed, skabe større fagligt råderum, skabe sammenhæng på tværs af hjemmepleje, plejecentre og sygehuse. Og hvordan løsrevne plejehjemsbestyreler kan blive svaret på de rigtige problemer, vi står med.

To ud af tre: Velfærdssamfundet er i krise

Som afrunding og oplæg til eftermiddagens velfærdsdebat glædede Jakob Bigum Lundberg sig over den opbakning, foreningens medlemmer havde udvist til den spørgeskemaundersøgelse, der var sendt ud som forberedelse til årsmødets tema om ledelse og styring i det frisatte velfærdssamfund. For undersøgelsen viste markante resultater:

– To ud af tre herinde mener, at velfærdssamfundet befinder sig i en krise. Én ud af tre gør tilsyneladende ikke. Tilsvarende har vi mange meninger om både frisættelse og frit valg. Tak fordi i deltog så generøst imod den undersøgelse, som Mandag Morgen har gennemført blandt os op til årsmødet.

Det er foreningens mål, forklarede formanden, at foreningen dels er med til at udpege de største og vigtigste udfordringer for velfærden.

– Og dels at hver især kan tage hjem fra årsmødet med ny inspiration til, hvordan vi som velfærdschefer kan arbejde videre i egen kommune med at skabe og drive den udvikling, vi sammen med politikere og medarbejdere finder nødvendig, og som vi jo brænder for. Med udgangspunkt i de mennesker, vi er til for, og på tværs af siloer og søjler.

Læs hele formandens beretning her.