I 2018 indgik Ballerup Kommune, den socialøkonomiske virksomhed Specialisterne og Den Sociale Kapitalfond et samarbejde om sociale investeringer for at hjælpe borgere med autisme i beskæftigelse.

Samarbejdet var baseret på princippet payment by results, dvs. at Specialisterne som aktør først får betaling for borgerforløbene fra Ballerup Kommune, når en borger er i beskæftigelse og ude af offentlig forsørgelse. Finansieringen af Specialisternes udgifter i indsatsperioden tog Den Sociale Kapitalfond sig af, og tilbagebetalingen var afhængig af indsatsens resultater.

Derudover lå det i modellen, at hvis en borger kom tilbage på offentlig forsørgelse, kom borgeren også tilbage til Specialisterne. Specialisterne stod på den måde fuldt og helt på mål for kvaliteten af deres egen indsats. Det er ret unikt, da den generelle erfaring viser, at borgerne kommer tilbage på offentlig forsørgelse.

Arbejdet var sværere end forventet

Ballerup Kommune udvalgte ti borgere til et individuelt tilrettelagt forløb hos Specialisterne med personlig jobformidlerfunktion for at etablere praktik, småjob eller job for den enkelte borger.

I Ballerup Kommune forventede vi, at Specialisterne i kraft af deres særlige viden, erfaring og kompetencer inden for autismeområdet kunne samarbejde målrettet og succesfuldt med de enkelte om, hvordan bevægelsen mod beskæftigelse kunne foregå. Og vores tilgang var, at Specialisterne skulle arbejde med de borgere, som ikke fik nok udbytte af Ballerup Kommunes forløb.

Borgerne startede i forløb hos Specialisterne i august, og forventningen var, at forløbet ville afklare muligheder og potentialer for den enkeltes job- og beskæftigelsesmuligheder, som ville lede over i praktikforløb, (små)job osv.

Men forløbene viste sig vanskeligere end forventet, og i april 2019 var kun én borger kommet i job, mens de øvrige fortsat ikke var i et virksomhedsrettet forløb. Tre fik forlænget forløbet yderligere, men de sidste seks stoppede hos Specialisterne.

I sommeren 2019 besluttede Ballerup Kommune ikke at videreføre samarbejdet i den aftalte form. Samarbejdet gav altså kun resultat for en enkelt borger, som kom i job, men forløbet gav ikke grundlag for at vurdere selve modellen for partnerskabet mellem virksomhed, investor og kommune.

Forløbet har i stedet givet Ballerup Kommune den læring, at vi sammen med Specialisterne ikke havde fået defineret og afstemt borgermålgruppen klart nok og heller ikke havde afklaret, hvor stor betydning målgruppens sammensætning har for, om modellens økonomiske logik kan fungere.

Fulgte princippet om den mindst indgribende indsats

I Ballerup Kommune har vi flere borgere med autisme, som gennem vores egne tilbud kommer i job. Derfor var vores forståelse, at borgere, der får job gennem almene forløb, ikke skulle i forløb hos Specialisterne. Den tilgang ligger helt i tråd med det generelle princip om ’den mindst indgribende indsats’, som betyder, at borgere ikke skal have særlige forløb, hvis de almene indsatser sikrer effekt.

Men i forløbet og dialogen med Specialisterne blev det klart, at for Specialisterne og Den Sociale Kapitalfond var det en forudsætning, at disse borgere blev en del af målgruppen for samarbejdet. Det ville nemlig sikre, at modellen økonomisk set kunne balancere og dermed fungere.

Forberedelsen er afgørende

Den hurtige fortælling kunne nemt lyde, at Ballerup Kommune ”sender de sværeste borgere”, og at Specialisterne ”ønsker de lettere borgere” for at vise resultater. Men faktisk bør læringen være, at der skal være et stærkt fokus på at forstå de enkelte parters forskellige måde at tænke på og deres forudsætninger og vilkår for at gå ind i et sådant samarbejde.

Vi har altså lært, at vi i forberedelsen af samarbejdet skulle have brugt mere tid på at forstå hinandens motivation og ikke mindst, hvilke konsekvenser økonomimodellen ville have for definitionen af målgruppen.

Det havde betydet, at vi i Ballerup Kommune kunne have taget stilling til, om vi mente, det var relevant at have en bredere målgruppe og tilbyde borgere, der fik indsatser på det almene område, et forløb hos Specialisterne.

Set i bagklogskabens klare lys ved vi nu, at vi i begejstringen for selve modellens idé og tankegang om fuldt fokus på effekt og adgang til samarbejde uden økonomien som den evige gatekeeper gik for hurtigt i gang og dermed overså det vigtigste: at få afklaret det fælles ’hvorfor’ og dermed defineret opgaven klart nok.

Mette Vaaben Mortensen er direktør i Ballerup Kommune

Analyse: Nye partnerskaber kræver transparens og et kritisk blik

Kommunerne hilser partnerskaber om sociale investeringer velkomne, fordi de rummer potentialer for at udvikle, forbedre og forny velfærden med en vis medfinansiering. Men de kan også udfordre vores nuværende velfærdsmodel, hvis vi ikke håndterer de risici, partnerskaberne kan indebære på længere sigt.

Af Mette Vaaben Mortensen, direktør i Ballerup Kommune

I den kommunale verden ser vi fra tid til anden eksempler på opgaver, som vi har svært ved at løse, og at vi ikke lykkes med at styre udgifterne eller opnå de effekter og resultater, alle stræber efter.

Det handler ikke altid bare om ’flere penge’ eller manglende kompetencer, men i lige så høj grad om, at vi skal forstå opgaven anderledes, se nye løsninger og ikke mindst tilgå samarbejdet med borgere og virksomheder på en ny måde. Og her kan partnerskaber på tværs af sektorer være en ny løsning.

Muligheden for medfinansiering udefra hilses også velkommen – af to grunde: Den åbenlyse er behovet for flere midler, især til at sætte i gang for at prøve nye tiltag af. Den anden handler om, at en udefrakommende partner kan være bedre til at bryde de vante tilgange og bane vejen for en ny praksis med bedre effekter og måske endda udfordre den gældende lovgivning.

Den mere forbeholdne del af velkomsten handler om de langsigtede perspektiver: Partnerskabernes risikovillighed i forhold til de særlig svære indsatser er ikke altid tydelig. Effektive løsninger for de mest udsatte borgere kan være svære at finde og kan tage lang tid med en ringe sikkerhed for succes og dermed afkast af investeringen.

De langsigtede effekter af medfinansiering kan også få betydning for velfærden i tider med lavkonjunktur. Og partnerskaber kan tilmed udfordre den demokratiske og politiske styring af velfærdsmodellens udvikling.

Derfor skal vi i disse partnerskaber være opmærksom på ikke at skævvride samarbejdet til fordel for målgrupper, der er større forventning om succes med.

De nye partnerskaber skal også favne målgrupper, hvor endnu ikke kendte løsninger er et fælles arbejdsområde. Ellers risikerer vi kun at arbejde for at forbedre indsatser og forløb for borgere, vi allerede lykkes med, frem for også at udvikle, forbedre og forny de fælles velfærdsløsninger for borgere, hvor vi i dag ikke lykkes godt nok.

Opmærksomheden på, at partnerskaberne på samme tid rummer både potentialer og risici, er vigtig at have med, når politikere drøfter og beslutter partnerskaber. Vi skal sikre transparens om, hvilke målgrupper partnerskaberne op- eller nedprioriterer, hvorvidt de indbyggede incitamentsstrukturer tilgodeser det kortere investeringsperspektiv og efterlader de langsigtede indsatser på perronen, fx inden for forebyggelse.

Og vi skal diskutere, hvordan fremtidens velfærd fortsat kan udvikles, hvis den eksterne medfinansiering til at udvikle, forbedre og forny velfærden hører op, og vi ikke længere har mulighed for at hilse nye partnerskaber velkommen.