Seneste nyt
Få vores nyhedsbrev
En gang om måneden udsender vi et nyhedsbrev med seneste nyt fra hovedbestyrelsen, for eksempel om årsmødet, debatindlæg m.m.
Nedtælling til Årsmøde 2024
Bliv medlem
Som medlem af Kommunale Velfærdschefer får du adgang til et netværk af kolleger både lokalt via din kreds i foreningen og nationalt, for eksempel til vores årsmøde.
Skal fru Hansen have besøg af så få medarbejdere fra hjemmeplejen – og helst de samme – hver uge? Eller skal hun have de bedst kvalificerede? Debatten om kvalitet, nærhed og værdighed i ældreplejen er relevant, men ikke enkel.
Når jeg læser, hvordan Sønderborg Kommune har ændret tilgangen til og måden at arbejde på i deres hjemme- og sygepleje med selvstyrende tværfaglige teams, bestyrker det min opfattelse af, at mange kommuner er i fuld gang med at udvikle ældreområdet. Ikke kun som en følge af statsministerens nytårstale, men fordi debatten om, hvad der er kvalitet og værdig pleje og omsorg af vores gamle borgere, faktisk har stået på længe.
Fx hører vi om mange kommuner, som er i gang med omlægning til integreret pleje, der samler faggrupper som sygeplejersker, SOSU’er, terapeuter og andre i samme organisation og teams. Og i de seneste par år har vi hørt meget om den inspiration, mange har hentet fra hollandske Buurtzorg, som arbejder med selvstyrende, tværfaglige teams og ingen myndighed.
Er et bad om måneden nok?
Det er nok ikke svært at sætte sig ind i, at fru Hansen på 87 år, som stadig bor hjemme, ikke synes, det er rart, at hun ser et nyt ansigt, hver gang hun lukker døren op for en medarbejder fra kommunens hjemmepleje. En medarbejder, som lige skal høre, hvordan det nu er med appetitten, sårplejen eller bevægeligheden efter faldet for tre måneder siden.
Det er lidt som debatten for ti år siden om antallet af ugentlige bade. Hvad er rimeligt, og hvad er uværdigt? Men man kunne også anskue debatten om antallet af medarbejdere i de ældres hjem på en anden måde. For det handler jo også om faglig kvalitet og kontinuerlig, kompetent pleje. Indrømmet, det er ikke nemt – for på den ene side vil vi alle gerne kende den medarbejder, som kommer i morgen. På den anden side vil vi også gerne være sikre på at få den bedst kvalificerede og uddannede hjælp.
Stor udviklingskraft i kommunerne
Udelukker det ene da det andet, tænker du måske? Ikke teoretisk set, men i praksis i nogle tilfælde, fordi den demografiske udvikling presser kommunen på et meget ømt punkt i disse år: Manglen på fagligt uddannede hænder i plejen. Og tro mig, der bliver knoklet for at finde nye og innovative løsninger, som det vi fx kan læse om i Sønderborg Kommune og deres arbejde, bl.a. inspireret af den hollandske Buurtzorg-model Og alle de tiltag, som er i gang, er udtryk for stor udviklingskraft i kommunerne båret af to strømninger:
For det første ønsket om netop at øge kvaliteten i hjemmeplejen og rykke tættere på borgerne, som Mette Frederiksen udtrykte ønske om i sin nytårstale. Og for det andet den demografiske udvikling og mangel på hænder, som vi står midt i.
Så der er brug for alle tiltag. Og heldigvis er vi blevet ret glade for at kigge til hinanden efter gode erfaringer i kommunerne.
Vi sætter også fri
I starten af året lød meldingen fx fra Aalborg Kommune, at nu ville man sætte ældreområdet fri for dokumentationskrav. Og jeg kender da heller ingen kommuner, som ikke gerne vil udrydde overflødigt bureaukrati. Jævnligt er der processer i gang rundt omkring for at finde og fjerne bureaukrati og blive mere effektive. Senest er flere kommuner, herunder min egen i Næstved, i gang med at identificere selvskabt bureaukrati som forløber til det løfte om at sætte kommunerne fri, som statsministeren gav i sin nytårstale.
Dokumentation er også retssikkerhed
Men jeg vil også godt gætte kvalificeret på, at resultatet vil blive blandet. Vi vil se, at enkelte registreringer og dokumentation umiddelbart kan fjernes, men at langt de fleste tjener vigtige hensyn til faglighed, patientsikkerhed og retssikkerhed. De hensyn vil vi ikke undvære. Men det er ikke det samme som, at vi så ikke kan ændre noget. Belært af erfaring vil jeg derfor godt komme med det bud, at de største landvindinger ligger i arbejdsgangsanalyser, som munder ud i smartere og smidigere måder at tilrettelægge opgaverne på. Det lyder måske ikke så sexet som en kamp mod bureaukrati, men det vil være i det lange sejere træk, vi kommer til at finde de store gevinster.
Vi er kørt ind i tre store bjerge
Jeg har i andre sammenhænge i debatten siden nytår også givet udtryk for, at jeg ikke mener, at vi alene kan strukturere eller afbureaukratisere os ud af den udfordring, vi står med – de manglende hænder og den voksende gruppe af plejekrævende ældre. Og jeg holder fast i, at der er behov for en mere grundig debat, for vi kan ikke frisætte os udenom de tre bjerge, vi er kørt ind i:
Den demografiske udvikling, rekrutteringsproblemerne og opgaveglidningen fra sygehusene. De bjerge er tilsammen langt højere end corona. Derfor skal vi have en grundig snak og forventningsafstemning med hinanden om, hvilken ældrehjælp kommunerne skal levere i de kommende år, og hvilke opgaver vi må finde andre løsninger på.
En ældrekommission for fremtidens ældrepleje
Coronapandemien viste en stor velvilje til at tænke nyt blandt modtagerne af hjælpen og deres pårørende. Frivillige foreninger og andre fællesskaber kan også noget. Og det rækker lige fra kampen mod ensomhed til hjælp til et brusebad. Demografiudviklingen og opgaveglidningen kan i princippet klares med flere penge til området, men det kan rekruttering ikke: Hvis der ikke er hænder nok, vil alle andre løsninger være utilstrækkelige. Så jeg så gerne en ny ældrekommission, der kan hjælpe os på vej til at sikre et fælles syn på fremtidens ældrepleje.
Vi arbejder ikke helt i blinde …
Erfaringerne fra Sønderborg Kommune, beslutningen i flere kommuner, bl.a. Næstved og Aalborg, om at nedbringe dokumentation og registrering, processen med rehabilitering i hele landet og ikke mindst coronapandemien viser, at kommuner og ledere i hele landet viser både mod og evner til at sætte gang i udvikling i de offentlige institutioner – også processer og udvikling, hvor vi inddrager medarbejderne og den daglige drift. Når vi som ledere indimellem viger tilbage for fx at nedlægge myndighedsdelen i BUM-modellen, som Buurtzorgs model for ældrepleje foreskriver, er det jo fordi, der er lovgivning om frit valg for de ældre på spil, retssikkerhed og ønske om at fastlægge et kommunalt serviceniveau.
Lad mig uddybe: Vi skal i kommunerne afregne med private leverandører af ældrepleje, og det kræver, at vi kan beregne vores egne omkostninger. Kommunale politikere vil gerne vide, hvilket serviceniveau de står på mål for, og borgerne vil gerne vide, hvilken hjælp de kan forvente. Derfor er løsningerne ikke så lige til, men det gør dem bestemt ikke mindre vigtige at finde i fællesskab mellem administration, politisk ledelse og borgerne. Det er vi i fuld gang med.
Skal fru Hansen have besøg af så få medarbejdere fra hjemmeplejen – og helst de samme – hver uge? Eller skal hun have de bedst kvalificerede? Debatten om kvalitet, nærhed og værdighed i ældreplejen er relevant, men ikke enkel.
Når jeg læser, hvordan Sønderborg Kommune har ændret tilgangen til og måden at arbejde på i deres hjemme- og sygepleje med selvstyrende tværfaglige teams, bestyrker det min opfattelse af, at mange kommuner er i fuld gang med at udvikle ældreområdet. Ikke kun som en følge af statsministerens nytårstale, men fordi debatten om, hvad der er kvalitet og værdig pleje og omsorg af vores gamle borgere, faktisk har stået på længe.
Fx hører vi om mange kommuner, som er i gang med omlægning til integreret pleje, der samler faggrupper som sygeplejersker, SOSU’er, terapeuter og andre i samme organisation og teams. Og i de seneste par år har vi hørt meget om den inspiration, mange har hentet fra hollandske Buurtzorg, som arbejder med selvstyrende, tværfaglige teams og ingen myndighed.
Er et bad om måneden nok?
Det er nok ikke svært at sætte sig ind i, at fru Hansen på 87 år, som stadig bor hjemme, ikke synes, det er rart, at hun ser et nyt ansigt, hver gang hun lukker døren op for en medarbejder fra kommunens hjemmepleje. En medarbejder, som lige skal høre, hvordan det nu er med appetitten, sårplejen eller bevægeligheden efter faldet for tre måneder siden.
Det er lidt som debatten for ti år siden om antallet af ugentlige bade. Hvad er rimeligt, og hvad er uværdigt? Men man kunne også anskue debatten om antallet af medarbejdere i de ældres hjem på en anden måde. For det handler jo også om faglig kvalitet og kontinuerlig, kompetent pleje. Indrømmet, det er ikke nemt – for på den ene side vil vi alle gerne kende den medarbejder, som kommer i morgen. På den anden side vil vi også gerne være sikre på at få den bedst kvalificerede og uddannede hjælp.
Stor udviklingskraft i kommunerne
Udelukker det ene da det andet, tænker du måske? Ikke teoretisk set, men i praksis i nogle tilfælde, fordi den demografiske udvikling presser kommunen på et meget ømt punkt i disse år: Manglen på fagligt uddannede hænder i plejen. Og tro mig, der bliver knoklet for at finde nye og innovative løsninger, som det vi fx kan læse om i Sønderborg Kommune og deres arbejde, bl.a. inspireret af den hollandske Buurtzorg-model Og alle de tiltag, som er i gang, er udtryk for stor udviklingskraft i kommunerne båret af to strømninger:
For det første ønsket om netop at øge kvaliteten i hjemmeplejen og rykke tættere på borgerne, som Mette Frederiksen udtrykte ønske om i sin nytårstale. Og for det andet den demografiske udvikling og mangel på hænder, som vi står midt i.
Så der er brug for alle tiltag. Og heldigvis er vi blevet ret glade for at kigge til hinanden efter gode erfaringer i kommunerne.
Vi sætter også fri
I starten af året lød meldingen fx fra Aalborg Kommune, at nu ville man sætte ældreområdet fri for dokumentationskrav. Og jeg kender da heller ingen kommuner, som ikke gerne vil udrydde overflødigt bureaukrati. Jævnligt er der processer i gang rundt omkring for at finde og fjerne bureaukrati og blive mere effektive. Senest er flere kommuner, herunder min egen i Næstved, i gang med at identificere selvskabt bureaukrati som forløber til det løfte om at sætte kommunerne fri, som statsministeren gav i sin nytårstale.
Dokumentation er også retssikkerhed
Men jeg vil også godt gætte kvalificeret på, at resultatet vil blive blandet. Vi vil se, at enkelte registreringer og dokumentation umiddelbart kan fjernes, men at langt de fleste tjener vigtige hensyn til faglighed, patientsikkerhed og retssikkerhed. De hensyn vil vi ikke undvære. Men det er ikke det samme som, at vi så ikke kan ændre noget. Belært af erfaring vil jeg derfor godt komme med det bud, at de største landvindinger ligger i arbejdsgangsanalyser, som munder ud i smartere og smidigere måder at tilrettelægge opgaverne på. Det lyder måske ikke så sexet som en kamp mod bureaukrati, men det vil være i det lange sejere træk, vi kommer til at finde de store gevinster.
Vi er kørt ind i tre store bjerge
Jeg har i andre sammenhænge i debatten siden nytår også givet udtryk for, at jeg ikke mener, at vi alene kan strukturere eller afbureaukratisere os ud af den udfordring, vi står med – de manglende hænder og den voksende gruppe af plejekrævende ældre. Og jeg holder fast i, at der er behov for en mere grundig debat, for vi kan ikke frisætte os udenom de tre bjerge, vi er kørt ind i:
Den demografiske udvikling, rekrutteringsproblemerne og opgaveglidningen fra sygehusene. De bjerge er tilsammen langt højere end corona. Derfor skal vi have en grundig snak og forventningsafstemning med hinanden om, hvilken ældrehjælp kommunerne skal levere i de kommende år, og hvilke opgaver vi må finde andre løsninger på.
En ældrekommission for fremtidens ældrepleje
Coronapandemien viste en stor velvilje til at tænke nyt blandt modtagerne af hjælpen og deres pårørende. Frivillige foreninger og andre fællesskaber kan også noget. Og det rækker lige fra kampen mod ensomhed til hjælp til et brusebad. Demografiudviklingen og opgaveglidningen kan i princippet klares med flere penge til området, men det kan rekruttering ikke: Hvis der ikke er hænder nok, vil alle andre løsninger være utilstrækkelige. Så jeg så gerne en ny ældrekommission, der kan hjælpe os på vej til at sikre et fælles syn på fremtidens ældrepleje.
Vi arbejder ikke helt i blinde …
Erfaringerne fra Sønderborg Kommune, beslutningen i flere kommuner, bl.a. Næstved og Aalborg, om at nedbringe dokumentation og registrering, processen med rehabilitering i hele landet og ikke mindst coronapandemien viser, at kommuner og ledere i hele landet viser både mod og evner til at sætte gang i udvikling i de offentlige institutioner – også processer og udvikling, hvor vi inddrager medarbejderne og den daglige drift. Når vi som ledere indimellem viger tilbage for fx at nedlægge myndighedsdelen i BUM-modellen, som Buurtzorgs model for ældrepleje foreskriver, er det jo fordi, der er lovgivning om frit valg for de ældre på spil, retssikkerhed og ønske om at fastlægge et kommunalt serviceniveau.
Lad mig uddybe: Vi skal i kommunerne afregne med private leverandører af ældrepleje, og det kræver, at vi kan beregne vores egne omkostninger. Kommunale politikere vil gerne vide, hvilket serviceniveau de står på mål for, og borgerne vil gerne vide, hvilken hjælp de kan forvente. Derfor er løsningerne ikke så lige til, men det gør dem bestemt ikke mindre vigtige at finde i fællesskab mellem administration, politisk ledelse og borgerne. Det er vi i fuld gang med.
