Vi står med et dilemma: Balancegangen mellem at agere sundhedsfagligt korrekt i forhold til smittespredning på den ene side. Og på den anden side, at et ældre menneske med måske kun kort levetid tilbage ikke kan være omgivet af sine allernærmeste.I kommunerne har vi taget opgaven med at forhindre smittespredning til vores allermest sundhedssvage og udsatte borgere meget alvorligt.Daglig, massiv rengøring, skærpede hygiejne krav, værnemidler og opdeling af borgere og personale i mindre grupper er nogle af de tiltag, som vi har taget i brug. Ligesom vi har søgt at beskytte plejepersonalet, der ved smittespredning kommer i en meget udsat position.Konkret har alle de hygiejniske tiltag betydet, at der har været relativt få smittede på plejecentrene, og at der generelt har været færre infektioner hos både beboere og medarbejdere, end vi plejer at have på dette tidspunkt af året.Det er afgørende, at vi har faste og fagligt kompetente medarbejdere. Det har været yderst vanskeligt at sikre på de institutioner, hvor både borgere og medarbejdere har været smittet, så den daglige drift har været afhængig af vikarer i denne helt særlige situation.Læs indlægget i Altinget her

Personalet har været en social ressource

Den enkelte medarbejder er også under normale forhold en vigtig social ressource person for beboerne. De har haft en helt særlig opgave i denne periode som den eneste kontakt.Ud over den skærpede opmærksomhed på hygiejne har der også været et helt særligt fokus på den sociale kontakt og adspredelse for plejehjemsbeboerne. Vi har heldigvis set mange gode eksempler på, at medarbejderne har brugt al deres fantasi til at skabe afveksling og glæde i hverdagen.For ligesom i mange andre af livets forhold er der store forskelle på de relationer, som den enkelte beboer har til deres pårørende – også når der ikke raser en coronapandemi.For nogle ældre har medarbejderne været de tætteste, mens for andre og heldigvis for de fleste fylder de pårørende meget. Nogle beboere får dagligt besøg af familie og pårørende, når der ikke er en epidemi, for andre er besøgene mere sporadiske.For dem med meget tætte familiære relationer er det naturligvis et stort afsavn ikke at kunne mødes fysisk, men kun have telefonisk eller virtuel kontakt. En virtuel kontakt, som for øvrigt har været meget succesfuld, og som vi vil kunne bruge langt mere fremadrettet.Vi har under hele coronakrisen haft et ansvar for at tilgodese de konkrete, individuelle behov hos borgere, der får reaktioner i en grad, så det er kritisk for deres tilstand, ligesom vi har tilladt besøg af familien ved meget alvorlig sygdom.

Retningslinjerne kom for sent

I såvel kommunerne som i de øvrige sektorer er sundhedsmyndighedernes retningslinjer og vejledninger afgørende vigtige for at sikre en videns baseret og ensartet praksis i coronakrisen.Derfor er det både overraskende og kritisk, når vi skal i gang med genåbning for udendørsbesøg hos vores ældre borgere, som er nogle af de svageste risikogrupper, at der er en ventetid på 11 dage. Det er med til at skabe mistillid til politikere og ledere lokalt.Det er ikke, fordi vi ikke kan tænke selv, men det er ikke hensigtsmæssigt, at det er op til den enkelte kommune at skulle navigere i dette vanskelige, mikrobiologiske farvand.Vi vil ikke bringes i en situation, hvor en mangel på helt specifik, sundhedsvidenskabelig ekspertviden betyder, at vi medvirker til at øge smittetrykket. Vi kan godt forstå, at man løbende bliver klogere på blandt andet virus, smittefare og retningslinjer. Men det betyder netop, at det er endnu vigtigere, at vi, der skal administrere lovgivningen og omsætte den til bedst mulig praksis, vejledes meget tydeligt og klart.Vi glæder os til, at vi i en styret proces skal åbne vores samfund mere og mere op igen.Men for at tage hensyn til de sundhedsudsatte borgere og medarbejderne tæt på dem må myndighederne sørge for klare, opdaterede, centrale udmeldinger på baggrund af den mest aktuelle, sundhedsvidenskabelige vurdering.Det vil betyde, at vi ved, hvordan vi skal tilrettelægge vores arbejde, når vi skal medvirke til, at også de ældre beboere kan få opfyldt deres behov for at være tæt på familien.