Solveig er 87 år og bor på et plejecenter et sted i Danmark. Hun blev enke for syv år siden efter et livslangt ægteskab med Otto, som hun fik tre børn sammen med. Børnene er for længst voksne, har selv fået børn og besøger deres gamle mor, så ofte de kan i en travl hverdag med næsten voksne teenagere.

Solveig har nogle helbredsmæssige udfordringer, som kan tilskrives hendes høje alder. Og det kniber også efterhånden med både hukommelse og bevægelighed. Hun bliver forvirret, når de faste sosu’er på afdelingen har fri og erstattes af en vikar. Og hun bliver ked af det, når hun har uheld i bleen, selvom den skiftes hurtigt og helt fagligt forsvarligt.

Hvem er Solveig? Og er hendes livskvalitet og hverdag værdig?

Solveig findes ikke konkret i CPR-registret, men der er alligevel mange Solveig’er rundt om på landets plejecentre. Det ved jeg fra mit daglige arbejde i Næstved Kommune og som formand for landets kommunale social-, sundheds- og arbejdsmarkedschefer. Udover at jeg også selv har en far på plejecenter og en mor, der bruger det meste af sin tid på at støtte ham.

Begreber som livskvalitet og værdighed er subjektive – til et vist punkt. For de fleste af os kan nok godt blive enige om, hvordan vi ikke ønsker at blive gamle. Alligevel er det svært at svare helt præcist på, om Solveig lever et værdigt liv med en god livskvalitet, for det kan kun hun selv svare på.

Udfordinger er ikke breaking news

Ser jeg på det med kommunale direktørbriller vil jeg ikke umiddelbart mene, at Solveigs liv er uværdigt eller dårligt. Jeg oplever, at både ledelse og medarbejdere på plejecentrene gør deres yderste for at give alle beboere en tryg og værdig hverdag. Og ja, så er der enkelte steder og eksempler på, at det ikke finder sted, som vi blandt andet så det med Else-sagen sidste år. Men jeg ved også, at det på ingen måde er normen for ældrepleje i Danmark.

Derfor er det relevant at blive ved med at diskutere, hvor langt vi er kommet i arbejdet med at skabe værdighed, meningsfuld selvbestemmelse og livskvalitet for vores ældre borgere. Grundlæggende mener jeg, at vi er på vej i den rigtige retning, men også at der stadig er benspænd og barrierer for at vinde dansk guldmedalje i ældrepleje.

Vi har ganske alvorlige problemer med at rekruttere faglige medarbejdere til området. Og nej, det er på ingen måde breaking news – vi har i årevis vidst, at demografien tilsagde et boom i antallet af nye ’kunder’ i den sektor af velfærden. Og uden nok hænder bliver det svært at sikre alle de mange kommende ældre den forventede livskvalitet og værdighed.

Værdigheden i arbejdet hænger også sammen med faglig kultur på den enkelte arbejdsplads. Og her spiller lederne en afgørende rolle udi at lede de faglige medarbejdere på den bedste måde. Det er bare også svært, når lederen skal dække flere matrikler i flere vagtskifter og måske har 50-60 medarbejdere i direkte reference. Det efterlader faglig ledelse med trange kår.

Ledelse og rekruttering er kardinalpunkterne

Og hvad er så løsningen? Rekruttering og kultur er blot to af de benspænd for værdig ældrepleje, som har været fremhævet mange, mange gange før. De spiller også ind i en overordnet udvikling, der handler om, at kommunerne overtager stadig flere sundhedsopgaver, og at det største hospital efterhånden er borgerens eget hjem.

Det vil sige, at behandlingen af eksempelvis ældre, som bliver udskrevet uden at være færdigbehandlet på sygehuset, er vores opgave i kommunen. Og så er vi tilbage ved de udfordringer, jeg allerede har nævnt om blandt andet manglende sundhedspersonale.

Det helt store spørgsmål er selvfølgelig, hvad løsningen så er? Det enkle svar er, at den har vi desværre ikke fundet endnu, for det her er både kompliceret i indhold og omfattende i skala. Men konkret er der otte punkter, jeg mener bør indgå i de løsninger, vi sammen skal finde på Ældretopmødet. De første seks har at gøre med rekruttering og ledelse. Og til sidst er der to endnu større hensyn, som vi endnu ikke har turdet inddrage i diskussionen om livskvalitet og værdighed for alle ældre.

Vi skal først og fremmest finde måder at styrke rekrutteringen på. Den nye femårige lærepladsaftale mellem regeringen, KL, Danske Regioner og FOA er en fin opfølgning på trepartsaftalen fra 2020. Vi skal også lade de unge opleve, hvor meningsgivende det er at arbejde i ældreplejen, som de eksempelvis gør det i Horsens Kommune. Og kommuner og uddannelsesinstitutioner skal arbejde sammen om at reducere frafaldet.

Samtidig skal vi have flere medarbejdere, der arbejder flere timer – meget gerne på fuld tid. Ifølge FOA er det kun hver tiende medarbejder, som arbejder 37 timer ugentligt. Her er det også vigtigt, at vi rekrutterer bredere. Andre faggrupper som pædagoger, farmakonomer, ergo- og fysioterapeuter skal ikke overtage sosu-arbejde, men erfaringerne fra blandt andet min egen kommune viser, at de kan bidrage med andre kompetencer, når vi sammensætter teams bredt.

Behov for en større samtale

Når det gælder fremtidens rekruttering, er det også vigtigt, at vi tilbyder uddannelse fleksibelt. Alle, der ønsker at uddanne sig, skal have muligheden. Midlerne fra Finansloven 2021 til 1.000 nye ansatte skal kunne bruges fleksibelt af kommunerne, fordi det vil tage tid at motivere medarbejdere til det.

Samtidig skal vi værne om de ufaglærte. I 30 kommuner er mere end hver fjerde medarbejder ufaglært. De kommuner har ofte ikke andet valg end at ansætte ufaglærte, og personligt har jeg ofte oplevet ufaglærte medarbejdere med stor menneskekundskab skabe værdighed for den enkelte borger.

Derudover er det afgørende, at vi sikrer rammer og betingelser for den faglige ledelse. Ledelseskommissionen var tydelig, da den i 2018 mindede os om, at for store ledelsesspænd risikerer at underminere betingelserne for god ledelse. Jeg er overbevist om, at den gode kultur i ældreplejen og værdigheden for de ældre kun kan sikres, hvis også vi sikrer en ledelse, der har mulighed for at være helt tæt på i dagligdagen.

Endelig skal vi undgå at skabe et a- og et b-hold. Demografiudviklingen risikerer at skabe så stort et udgiftspres i kommunerne, at vi vil få en gruppe af ældre, som ikke har råd til at købe andre tilbud end de kommunale. Derfor skal vi tale om ældreplejens basisniveau uden at ende i en diskussion om antallet af bade om ugen.

Helt grundlæggende skal vi have en større samtale om fremtidens ældrepleje. Mere velfærdsteknologi, mere plejehjem i eget hjem som i Haderslev. Og vi skal have mod til at tale om, hvornår det er værdighed og tryghedsskabende at blive passet godt på af dedikerede medarbejdere, som ved, at de har opgaven, og hvornår er man som ældre er i stand til selv at træffe valg meningsfuldt. Kunne vi for eksempel prøve at se fordomsfrit på, om alle fritvalgsregler og almenboligloven altid skaber de bedste rammer og mest mulig tryghed for de ældre og pårørende et sårbart sted i livet?

Læs indlægget på Altinget her