Seneste nyt
Få vores nyhedsbrev
En gang om måneden udsender vi et nyhedsbrev med seneste nyt fra hovedbestyrelsen, for eksempel om årsmødet, debatindlæg m.m.
Nedtælling til Årsmøde 2024
Bliv medlem
Som medlem af Kommunale Velfærdschefer får du adgang til et netværk af kolleger både lokalt via din kreds i foreningen og nationalt, for eksempel til vores årsmøde.
Hvad bekymrer mig mest, når det gælder velfærdssamfundets fremtid og spørgsmålet om, hvem der er inde – og ude? De gør de dumme unge. De tunge kataloger, skiver reaktionschef Per Michael Jespersen, Politiken, som opvarmning til Årsmødets tema: Hvem er inde – og ude?
Forleden spiste jeg frokost med socialrådgiveren og ex-politikeren Hanne Reintoft. Da jeg spurgte hende, hvad den største udfordring for velfærdssamfundet er, var hun ikke i tvivl: ”Det er de dumme unge. For hvem tager sig af dem? Passer på dem? Ingen. Den højere middelklasse går mest op i sig selv”. Jeg vil gerne prøve at uddybe, hvorfor jeg er enig med Hanne Reintoft.
Godt jeg ikke blev født for over 100 år siden
Jeg kan ikke slå et søm i en væg uden at ødelægge både sømmet og væggen. Tit tænker jeg: Hvor er det dog heldigt, at jeg ikke levede i en tid, hvor praktisk håndelag var forudsætningen for at overleve. Når nogen ser bebrejdende på mig, efter at jeg har ødelagt endnu et søm og endnu en væg, ved jeg præcis, hvordan mennesker der ikke kan arbejde med abstrakte faglige problemstillinger, må have det.
Og der er der altså rigtig mange, der ikke kan. De kan ikke det der med at skrive, regne, analysere og argumentere. De er født i den forkerte tid. I årevis er praktisk arbejde systematisk blevet støvsuget ud af arbejdsmarkedet, som i stigende grad lægger vægt på intellektuelle færdigheder.
Engang bestod en stor del af arbejdsmarkedet af ufaglærte, så hvis man ikke havde de boglige evner, faldt man ikke igennem. Men så blev samfundet for alvor ramt af effektiviseringsbølgen. Der blev stillet stadig stigende krav til menneskers evner, hvis de skulle være produktive nok til at være med i det effektive arbejdsfællesskab. Hegnet ind til den privilegerede kernearbejdsstyrke blev højere og højere og højere. Antallet af ufaglærte på arbejdsmarkedet er dykket fra over 650.000 i 1995 til cirka det halve tyve år senere. Der var pludselig ikke råd til ham, der fejer i fabrikshallen, eller til hende ved samlebåndet, der tjekker flasker
Ingen kære mor uden uddannelse
Adgangsbilletten til et job er, at du er hamrende produktiv og effektiv og sætter dig på skolebænken.
Der er ingen kære mor og ingen fagbevægelse, der hjælper dig. Her har man for længst købt forestillingen om, at man ikke kan klare sig, hvis man ikke mestrer en manual og en computer eller kan tænke abstrakt og på et fagligt niveau. Og slet ikke på vej ind i den fjerde industrielle revolution, hvor robot-automatisering og digitalisering vil overflødiggøre en lang række manuelle jobfunktioner.
Derfor siger fagbevægelsen op til de forestående trepartsforhandlinger: Vi skal efter- og videreuddanne vores medlemmer – have dem ud af de ufaglærtes rækker. Og når de er nået så langt, skal de have endnu mere – skole, uddannelse, efteruddannelse, videreuddannelse.
Jeg er helt enig. Uddannelse er vejen. For langt, langt de fleste.
Men tænk nu, hvis der er en stor andel af de unge, som bare ikke har evnerne til at uddanne sig – ikke engang i to år? Spørgsmålet er kættersk. For i Danmark forestiller den dagsordensættende middelklasse sig, at alle kan løftes op på uddannelsesrangstigen, bare man har den rigtige gulerod, pisk og pædagogik. Og det forestiller de sig, fordi de selv kan det der med det abstrakte.
Men hvad hvis vi tager fejl?
Men måske tager de – vi – fejl? Meget tyder på, at der i enhver generation er en stor gruppe, som foretrækker håndens arbejde og afskyr at skulle sætte sig på skolebænken med manualer, bøger og ord og symboler. Eller slet og ret ikke kan finde ud af det.
Sådan har det i hvert fald været i alle historiske samfund og generationer indtil i dag. Så hvorfor ikke nu? Se bare, hvor svært vi i Danmark har ved at få de sidste 20 procent af de unge med på uddannelsesvognen. 23.000 unge mellem 25 og 29 år – otte procent – har været uden job og uddannelse i mindst to år, viser en analyse fra Arbejderbevægelses Erhvervsråd.
De, der forestiller sig, at der skal presses mange flere unge ind på erhvervsuddannelserne, burde tage på en lille tur til de tekniske skoler, hvor lærerne er dybt frustrerede over det faldende faglige niveau blandt de unge. Her frygter man, at det vil blive endnu værre, hvis flere – og svagere – elever skal presses ind, hvilket står højt på politikernes liste. Kunne man forestille sig, at det ville føre til endnu større frafald? Ja, det kunne man nok.
Fra ’kioskdame’ til ’førtidspensionist’
Man hører ofte, at det er globaliseringen og den nye teknologi, der overflødiggør den ufaglærte arbejder. Og jo, ‘globalisering’ rimer bedre på ‘dataingeniør’ og ’bioteknolog’ end på ‘pakkedame’ og ‘truckfører’. Men når der ikke længere er brug for de ufaglærte, så handler det også om, at vi i Danmark har indrettet os på en måde, der har overflødiggjort de ufaglærte.
Blandt andet har vi indrettet skattesystemet, så det er meget, meget dyrt at få råd til serviceydelser, fx at få nogen til at gøre rent for sig, lave mad til sig eller bare hjælpe med indkøb. Først betaler man skat af sin egen løn, så betaler man indirekte skat af servicearbejderens løn, og så kommer momsen oveni. Konsekvensen er, at der bliver skabt færre job i den servicesektor, som appellerer til ufaglærte.
Dernæst: Danmark er – med rette – kendt for sit velregulerede arbejdsmarked, som skaber vellønnede job til højeffektive mennesker. Et arbejdsmarked, fagbevægelsen og arbejdsgivere står vagt om. Men den danske model har også den bagside: Den holder de mennesker ude, som aldrig bliver højeffektive og aldrig får prangende eksamensbeviser.
Engang kunne disse mennesker gå til hånde og kalde sig ‘fejemand’, ‘kioskdame’, ‘altmuligmand’, ‘pedel’ etc. I dag kan de kalde sig ‘førtidspensionist’ eller ‘kontanthjælpsmodtager’ – uden adgang til det statsautoriserede arbejdsmarked.
Men disse job bliver barberet væk. Ikke bare i Danmark. Det sker overalt. Og det skaber frustrationer. Og usikkerhed. Utryghed.
Vi kan da uddanne de ufaglærte væk
En stor del af den højrepopulisme, vi ser med Trump og rundt omkring i Europa, skyldes denne udvikling. Og there is much more to come. Når den fjerde industrielle revolution nu afløser globaliseringen, så rammer den lige ned i samme gruppe, som blev ramt af globaliseringen. De dumme unge.
Den digitale revolution, også kaldet den fjerde industrielle revolution med kunstig intelligens, avancerede robotter, 3D-print og andet, forventes at føre til lige så store forandringer som dampmaskinen i 1760’erne, elektrificeringen og samlebåndet fra 1840’erne og computeren fra 1950’erne. Tilsammen.
Men hov, sådan har det da været med ny teknologi før, og hver gang har økonomerne fortalt os, at væksten og produktiviteten ville skabe job nye steder, ikke? Jo. Og de har fået ret. Det er jo gået godt.
Men med robotiseringen er flere og flere kommet i tvivl. Måske står vi over for et skred, et kvalitativt skift, hvor den nye teknologi for første gang ikke ender med at skabe nye jobs, men samlet set gør det modsatte. Overflødiggør jobs. World Economic Forum i Davos vurderede tidligere på året, at robotterne allerede i 2020 vil have fjernet 7 millioner jobs og skabt 2 – der forsvinder altså netto 5 millioner jobs.
Kan man gøre noget? Ja. Den gode nyhed er, at der kan skabes ufaglærte job til de, der ikke kan løfte sig selv ind i uddannelsessystemet. Vi kan indrette skattesystemet sådan, at private serviceydelser bliver billigere, fx ved at fjerne momsen og indføre særlige fradrag.
Viljen er ikke til stede
For 20 år siden ville erhvervsminister Mimi Jakobsen og hendes departementschef, Jørgen Rosted, udvikle et servicearbejdsmarked med mennesker, der gør rent, vasker tøj, laver småreparationer, fejer gulve etc. God idé. Og det må da også være muligt at lave smuthuller i det høje hegn ind til det statsautoriserede arbejdsmarked, der i disse år holder 800.000 udenfor. Selvfølgelig kan vi. Hvis viljen er til stede.
Det må også være muligt at lave særlige beskyttede arbejdsmarkeder til disse grupper. Socialøkonomiske virksomheder. Men den dårlige nyhed er, at viljen ikke er rigtig til stede blandt politikere og arbejdsmarkedets parter. I hvert fald ikke lige nu. Her har man lullet sig nemlig ind i den bekvemme forestilling, at den ufaglærte kan uddannes væk.
Hvad bekymrer mig mest, når det gælder velfærdssamfundets fremtid og spørgsmålet om, hvem der er inde – og ude? De gør de dumme unge. De tunge kataloger, skiver reaktionschef Per Michael Jespersen, Politiken, som opvarmning til Årsmødets tema: Hvem er inde – og ude?
Forleden spiste jeg frokost med socialrådgiveren og ex-politikeren Hanne Reintoft. Da jeg spurgte hende, hvad den største udfordring for velfærdssamfundet er, var hun ikke i tvivl: ”Det er de dumme unge. For hvem tager sig af dem? Passer på dem? Ingen. Den højere middelklasse går mest op i sig selv”. Jeg vil gerne prøve at uddybe, hvorfor jeg er enig med Hanne Reintoft.
Godt jeg ikke blev født for over 100 år siden
Jeg kan ikke slå et søm i en væg uden at ødelægge både sømmet og væggen. Tit tænker jeg: Hvor er det dog heldigt, at jeg ikke levede i en tid, hvor praktisk håndelag var forudsætningen for at overleve. Når nogen ser bebrejdende på mig, efter at jeg har ødelagt endnu et søm og endnu en væg, ved jeg præcis, hvordan mennesker der ikke kan arbejde med abstrakte faglige problemstillinger, må have det.
Og der er der altså rigtig mange, der ikke kan. De kan ikke det der med at skrive, regne, analysere og argumentere. De er født i den forkerte tid. I årevis er praktisk arbejde systematisk blevet støvsuget ud af arbejdsmarkedet, som i stigende grad lægger vægt på intellektuelle færdigheder.
Engang bestod en stor del af arbejdsmarkedet af ufaglærte, så hvis man ikke havde de boglige evner, faldt man ikke igennem. Men så blev samfundet for alvor ramt af effektiviseringsbølgen. Der blev stillet stadig stigende krav til menneskers evner, hvis de skulle være produktive nok til at være med i det effektive arbejdsfællesskab. Hegnet ind til den privilegerede kernearbejdsstyrke blev højere og højere og højere. Antallet af ufaglærte på arbejdsmarkedet er dykket fra over 650.000 i 1995 til cirka det halve tyve år senere. Der var pludselig ikke råd til ham, der fejer i fabrikshallen, eller til hende ved samlebåndet, der tjekker flasker
Ingen kære mor uden uddannelse
Adgangsbilletten til et job er, at du er hamrende produktiv og effektiv og sætter dig på skolebænken.
Der er ingen kære mor og ingen fagbevægelse, der hjælper dig. Her har man for længst købt forestillingen om, at man ikke kan klare sig, hvis man ikke mestrer en manual og en computer eller kan tænke abstrakt og på et fagligt niveau. Og slet ikke på vej ind i den fjerde industrielle revolution, hvor robot-automatisering og digitalisering vil overflødiggøre en lang række manuelle jobfunktioner.
Derfor siger fagbevægelsen op til de forestående trepartsforhandlinger: Vi skal efter- og videreuddanne vores medlemmer – have dem ud af de ufaglærtes rækker. Og når de er nået så langt, skal de have endnu mere – skole, uddannelse, efteruddannelse, videreuddannelse.
Jeg er helt enig. Uddannelse er vejen. For langt, langt de fleste.
Men tænk nu, hvis der er en stor andel af de unge, som bare ikke har evnerne til at uddanne sig – ikke engang i to år? Spørgsmålet er kættersk. For i Danmark forestiller den dagsordensættende middelklasse sig, at alle kan løftes op på uddannelsesrangstigen, bare man har den rigtige gulerod, pisk og pædagogik. Og det forestiller de sig, fordi de selv kan det der med det abstrakte.
Men hvad hvis vi tager fejl?
Men måske tager de – vi – fejl? Meget tyder på, at der i enhver generation er en stor gruppe, som foretrækker håndens arbejde og afskyr at skulle sætte sig på skolebænken med manualer, bøger og ord og symboler. Eller slet og ret ikke kan finde ud af det.
Sådan har det i hvert fald været i alle historiske samfund og generationer indtil i dag. Så hvorfor ikke nu? Se bare, hvor svært vi i Danmark har ved at få de sidste 20 procent af de unge med på uddannelsesvognen. 23.000 unge mellem 25 og 29 år – otte procent – har været uden job og uddannelse i mindst to år, viser en analyse fra Arbejderbevægelses Erhvervsråd.
De, der forestiller sig, at der skal presses mange flere unge ind på erhvervsuddannelserne, burde tage på en lille tur til de tekniske skoler, hvor lærerne er dybt frustrerede over det faldende faglige niveau blandt de unge. Her frygter man, at det vil blive endnu værre, hvis flere – og svagere – elever skal presses ind, hvilket står højt på politikernes liste. Kunne man forestille sig, at det ville føre til endnu større frafald? Ja, det kunne man nok.
Fra ’kioskdame’ til ’førtidspensionist’
Man hører ofte, at det er globaliseringen og den nye teknologi, der overflødiggør den ufaglærte arbejder. Og jo, ‘globalisering’ rimer bedre på ‘dataingeniør’ og ’bioteknolog’ end på ‘pakkedame’ og ‘truckfører’. Men når der ikke længere er brug for de ufaglærte, så handler det også om, at vi i Danmark har indrettet os på en måde, der har overflødiggjort de ufaglærte.
Blandt andet har vi indrettet skattesystemet, så det er meget, meget dyrt at få råd til serviceydelser, fx at få nogen til at gøre rent for sig, lave mad til sig eller bare hjælpe med indkøb. Først betaler man skat af sin egen løn, så betaler man indirekte skat af servicearbejderens løn, og så kommer momsen oveni. Konsekvensen er, at der bliver skabt færre job i den servicesektor, som appellerer til ufaglærte.
Dernæst: Danmark er – med rette – kendt for sit velregulerede arbejdsmarked, som skaber vellønnede job til højeffektive mennesker. Et arbejdsmarked, fagbevægelsen og arbejdsgivere står vagt om. Men den danske model har også den bagside: Den holder de mennesker ude, som aldrig bliver højeffektive og aldrig får prangende eksamensbeviser.
Engang kunne disse mennesker gå til hånde og kalde sig ‘fejemand’, ‘kioskdame’, ‘altmuligmand’, ‘pedel’ etc. I dag kan de kalde sig ‘førtidspensionist’ eller ‘kontanthjælpsmodtager’ – uden adgang til det statsautoriserede arbejdsmarked.
Men disse job bliver barberet væk. Ikke bare i Danmark. Det sker overalt. Og det skaber frustrationer. Og usikkerhed. Utryghed.
Vi kan da uddanne de ufaglærte væk
En stor del af den højrepopulisme, vi ser med Trump og rundt omkring i Europa, skyldes denne udvikling. Og there is much more to come. Når den fjerde industrielle revolution nu afløser globaliseringen, så rammer den lige ned i samme gruppe, som blev ramt af globaliseringen. De dumme unge.
Den digitale revolution, også kaldet den fjerde industrielle revolution med kunstig intelligens, avancerede robotter, 3D-print og andet, forventes at føre til lige så store forandringer som dampmaskinen i 1760’erne, elektrificeringen og samlebåndet fra 1840’erne og computeren fra 1950’erne. Tilsammen.
Men hov, sådan har det da været med ny teknologi før, og hver gang har økonomerne fortalt os, at væksten og produktiviteten ville skabe job nye steder, ikke? Jo. Og de har fået ret. Det er jo gået godt.
Men med robotiseringen er flere og flere kommet i tvivl. Måske står vi over for et skred, et kvalitativt skift, hvor den nye teknologi for første gang ikke ender med at skabe nye jobs, men samlet set gør det modsatte. Overflødiggør jobs. World Economic Forum i Davos vurderede tidligere på året, at robotterne allerede i 2020 vil have fjernet 7 millioner jobs og skabt 2 – der forsvinder altså netto 5 millioner jobs.
Kan man gøre noget? Ja. Den gode nyhed er, at der kan skabes ufaglærte job til de, der ikke kan løfte sig selv ind i uddannelsessystemet. Vi kan indrette skattesystemet sådan, at private serviceydelser bliver billigere, fx ved at fjerne momsen og indføre særlige fradrag.
Viljen er ikke til stede
For 20 år siden ville erhvervsminister Mimi Jakobsen og hendes departementschef, Jørgen Rosted, udvikle et servicearbejdsmarked med mennesker, der gør rent, vasker tøj, laver småreparationer, fejer gulve etc. God idé. Og det må da også være muligt at lave smuthuller i det høje hegn ind til det statsautoriserede arbejdsmarked, der i disse år holder 800.000 udenfor. Selvfølgelig kan vi. Hvis viljen er til stede.
Det må også være muligt at lave særlige beskyttede arbejdsmarkeder til disse grupper. Socialøkonomiske virksomheder. Men den dårlige nyhed er, at viljen ikke er rigtig til stede blandt politikere og arbejdsmarkedets parter. I hvert fald ikke lige nu. Her har man lullet sig nemlig ind i den bekvemme forestilling, at den ufaglærte kan uddannes væk.
